mandag den 30. januar 2012

Valbjørns årets bedste og værste plader 2011

Alt alt for sent lang tid efter alle andre har droppet deres lister, dropper jeg nu min. Men alligevel fuck alle jeres lister, det her er de 10 bedste albums fra det foregående år. Let the games begin...



1. JAMES BLAKE – JAMES BLAKE




Det er stort nederlag for mig at have en kunstner på nummer 1 spottet, som Soundvenue har udnævnt til årets kunstner. Men der er ikke så meget at diskutere. Det her er årets bedste plade ligesom Roc Marciano var det sidste år.
Blandingen  af dubstepelementer og James Blakes vokal er episk og ganske enkelt stor musik. Fra start til slut er det her en klassiker, og ærlig talt er der et stykke ned til nummer to. Det er helt sikkert en plade som mange vil kunne lide uden at den er dårlig, og det er lidt af en præstation i sig selv, og at den så samtidig er innovativ er jo for vildt.


2. DJ QUIK – BOOK OF DAVID




Årets ubestridt største comeback, men nok ikke mest omtalte. Uden tvivl DJ fucking Quik, også kendt som han den anden gode producer på vestkysten.  I min overlegne mening syntes jeg hans sidste plade også var fed. ”Trauma” havde masser syge tracks, men det her er jo virkelig noget af det gode.

I bet Eazy-E is turning over in his grave/
To see that some of y´all done turned gangsta rap gay/
I got a brand new AK/
And I sniperpractice each and every day

Der er ridikuløse tracks ad libitum på den her. ”Killer dope” og ”Ghetto rendezvous” er numre, som hvis folk ikke generelt er sjollere og tabere ville ligge nr. 1 i hele verden. Tracks der er lavet af en helt speciel kaliber. Numre man ville kunne spille når pyramiderne smuldrer og polerne er forvandlet til vand.
Og tjek lige hvor meget rapperen Gift lyder som AZ.
Glem alt om Detox. Det kommer aldrig til at blive lige så godt.

3. THURSTON MOORE  - DEMOLISHED THOUGHTS





En af mine alltime guitarister. Han har i omkring 30 år støjet løs med sin guitar i Sonic Youth, som jo er et af de bands man aldrig bliver træt af at høre.

Jeg var imidlertid overrasket over den her plade, som kommer fra en helt anden vinkel. Det er mere som en singer-songwriterplade, der minder lidt om Nick Drake (google ham bitch) og så er den produceret af Beck, jeg ellers altid har syntes var lidt overvurderet, men måske han faktisk har fortjent hypen. Selvom den her musik er milevidt fra Sonic Youth slipper man heldigvis ikke helt for støjende guitar, som han ikke kan lade være med gæstefeature et par stedet.



4. EVIDENCE – CATS & DOGS




Det er egentlig ret vildt at Evidence overhovedet formår at komme på den her liste. Han har en ret monoton stemme, der tilmed kan lyde en anelse righteous på den irriterende måde (er der en anden?)track ndet formår han atekwon og Ras Kass i et velkomment gensynerne virkelig har en funktion andet end at dække over hvor talen og det  er satme en kombination jeg hader.

Men modsat mange andre mere velsignede rappere, så kan han finde ud af at skrue et album sammen, og så er han selv en dygtig producer samtidig med han har nogle gode venner ved hånden, som Alchemist og DJ Premier. Hans forrige plade ”The weatherman” var god, men ikke prangende. På den her går han om ikke hele vejen, så er det i hvert fald tæt på. Det her er det hip hop album med mange gæster, hvor gæsterne virkelig har en funktion andet end at dække over hvor talentløs hovedrapperen er.

Han har et nummer med Raekwon og Ras Kass på velkomment genhør. PÅ Et andet track får han den gudsbenådede kombination af Prodigy og Roc Marciano til at finde sted, og ja det er den match made in heaven som alle kendere har tænkt på. På begge numre bliver Evidence outshinet af samtlige rappere, men det er cool. Som Sidney Lee ville have sagt, han har gjort det godt.

5. ARAABMUZIK – ELECTRONIC DREAM




AraabMuzik har været ridikuløs et stykke tid. Jeg synes han er rigtig vild, men har ikke nødvendigvis været stor fan af de rappere han har samarbejdet med. For meget Dipset B-liste over det.

På de her album kommer hans absurde slå på MPC skills virkelig til sin ret. ”Electronic dream” er et fortættet, cinematisk album, der er melankolsk men altid med håb for enden af tunnelen. Der er ikke rap på så meget som et sekund, men en Julee Crusee lignende vokal, der heldigvis ikke er det mindste R&B agtig. Jeg tilgiver gerne at han bruger den samme piskelyd på stort set alle tracks, når det er så dope som det her.


6. QUELLE CHRIS – SHOTGUN & SLEEK RIFLE





Jeg blev først opmærksom på Quelle Chris gennem hans demo, hvor der var et fedt nummer der hed ”Shittin on niggas”.

Chris er en Detroit rapper og producer, som har lavet et rigtigt beskidt hip hop album fyldt med sprøde samples, der holder frisk ud af MPCen. Ser man hans cover ligner det noget hipster artsy fartsy shit, men det her er helt klassisk, men uden at være kedeligt.  
Han finder samples der resonerer på den helt rigtige måde, og jeg gættede uden at vide det at han var fra Detroit i løbet af et minut (samme rapskole som Royce the 5 9 og Black Milk). Stort set hvert nummer holder, og det er mere end hvad jeg kan sige om stort set nogen rapalbums. ”Mack the fuck out” er nok et af de numre, der ikke featurer Roc Marciano eller Alchemist jeg har pumpet mest i år. Speaking of så er Roc med på hele to numre.



7. JAMIE WOON – MIRRORWRITING





Jamie Woon er en engelsk soulsanger, der for et par år siden gennem et remix fandt ud af det måske var en helvedes god idé at få et elektronisk lydtapet bag de sprøde fraseringer. Hans debutalbum ”Mirrorwriting” har været en bragende succes, og det er fuldt fortjent. Jeg er vild med den måde han blender ind med beatet på, og ja, det er iørefaldende af helvede til. Vokalmæssigt har han masser af tricks i posen, og det er kombinationen af hans meget organiske vokal og det elektroniske der fungerer fantastisk.

8. KENDRICK LAMAR – SECTION 80





Et album der virk elig tog røven på mig i 2011 var Kendrick Lamars
fremragende ”Section 80”. Det er den første plade der har taget
elementer fra fesen emorap af Kid Cudi og Drake skuffen (og ja de lyder stadig dårligt) og fået noget godt ud af det. Adam Sampler skal have credit for at hooke mig op på den her sikkert langt senere end alle andre, mest fordi jeg er en stædig satan.

Uden at have hørt hans musik havde jeg afskrevet ham som endnu en dude, der er signet med Dre og aldrig får lov at droppe en plade. Men den er droppet og han kan jo helt tydeligt uden Dre.

Kendrick Lamar viser et musikalsk overskud, der er sjældent at finde på en rapplade. Arrangementerne er overdådige, rap/ singsong teknikken overraskende og der er kun upcoming gæster på, hvad der i hvert fald for mig er utrolig befriende. Til tider er der lige ved at gå for meget fesenhed i den til mig, men så kommer der altid et hårdt nummer bagefter, som skaber balance i regnskabet.

Jeg har stadig ikke fundet ud af hvad han siger i omkvædet til ”ADHD”. Fuck dat, fuck dot, fuck dig? Jeg hælder til den sidste, men hvor har han lært dansk, og hvorfor?


9. ICEAGE – NEW BRIGADE






Iceage er nogle københavnske kids, som har gjort det sjovt at høre punk igen. Det er i hvert fald første gang i et stykke tid at jeg har syntes at et nyt punkband var fedt. Måske er det mig der ikke hører ordentlig efter? Fuck det. Der er masser af energi i det her, og det er hårdtslående fra start til slut. Jeg kan rigtig godt lide introen, der er på noget droneshit.

Jeg har ikke rigtig formået at høre efter teksterne for alvor, men der er masser af  vrede, så tag ikke fejl. Jeg er helt sikker på Iceage er træt af pis. I deres bedste øjeblikke minder de mig om noget Sort Sol omkring ”Dagger  & guitar” og det er da ikke så dårligt at blive sammenlignet med danmarkshistoriens bedste plade.

Som en underholdende sidehistorie er de gennem noget aldeles tyndt bloggeri blevet beskyldt for at være fascister, og min mand Byron Crawford bakker historien op på dummeste (men fucking sjov) amerikanske vis. (ville have linket men han har åbenbart taget den ned)

I anden og bedre verden er det sådan her et boyband skal lyde.


10. COMMON – THE DREAMER, THE BELIEVER




Jeg så en koncert med Common i Store Vega for et par år siden. Jeg syntes han opførte sig som en præmiesjoller, stå og række hænderne frem på en klam prætentiøs selvfed Stig Rossen måde. Fuck ham tænkte jeg efter den koncert.

Jeg kommer imidlertid ikke udenom at han er tilbage i stor stil med hans seneste. Common gør det godt, og han har en god rapstemme som vanligt selvom cornyness til tider lurer lige om hjørnet, og en vis emotionel ferskhed (jeg tror det er det nogen kalder professionalisme) er at finde. Der er dog bonuspoint for at svine Drake til og selvfølgelig at have en Nas feature. Man skal dog ikke tage fejl af at albummets rigtige stjerne er No ID, som er en ridikuløst dygtig beatsmed, og det var god dømmekraft fra Commons side at få ham til at producere hele lortet.
                     



Årets skuffelser

Den her liste kunne jeg lave sygt lang. Der skal dog følge en lille forklaring. For at man skuffe skal JEG have forventninger til en plade. Derfor er der ingen Drake, ingen Rick Ross, ingen swagsjollere, fordi jeg ved det er lort uden at have hørt dem. Man kan kun komme på listen hvis man har udvist tendenser til storhed, og så derefter har fucket op.





1. TYLER THE CREATOR – GOBLIN





Den her var virkelig virkelig skuffende. Jeg havde kæmpe forventninger til den her, men hans tidligere udgivelse var faktisk bedre. Også fordi han havde årets bedste nummer i ”Yonkers”. Af nye rappere har han den bedste stemme og til tider endog gode tekster, men for meget ligegyldigt swagfjolleri. Der er dog gode numre herpå, men de står alle i skyggen af "Yonkers", som der burde have været mere af. Et stjerneeksempel på en plade der havde brug for en executive producer. Nu er han allerede blevet en kliché, men jeg tror stadig på at hans næste album kan gå hen og blive rigtig godt.

Læs i øvrigt min anmeldelse af den her
Valbjørn Tyler Goblin anmeldelse

2. BAD MEETS EVIL – THE SEQUEL




Så fik Royce the 5 9 lov at få en guldplade. Godt for ham og velfortjent. Bare ærgeligt at han skulle få den for sådan en gang lort. Hvorfor er der folk der har den her på deres liste over årets bedste plader? Fuck jeres lister. Eminem har nået et nyt lavpunkt efter hans jammerlige ”Recovery” (største skuffelser sidste år) Eminem har aldrig lydt så uinspireret som han gør. Royce har dope vers, men stort set hvert omkvæd er en katastrofe. Beatsene er kedelige og helt uden sjæl. Og Bruno Mars skal bare dø langsomt under intense smerter.

Faktisk forstår jeg ikke hvordan jeg nogensinde har kunnet lide Eminem. Han har jo en pisseirriterende stemme.

3. DAVID LYNCH – CRAZY CLOWN TIME




En stor mand som i greeeeaaaaaattttt. Jeg synes det lød virkelig mærkeligt at han ville lave en plade. Men på den anden side han har lavet storslåede film, tegneserier, malerier, skulpturer, tegnefilm, produceret musik og alt har han været god til, så derfor så jeg faktisk frem til den her. Men nej, lad os hellere få en ny klassisk film. Over hele pladen er der et irriterende filter over hans stemme, formentlig for at dække over at han ikke kan synge for shit. Der er spændende stemning og man ser i sit indre billeder fra hans film når man hører det. Problemet er bare hans irriterende sang. Jeg ville virkelig gerne kunne lide den her, men nej. Det går sgu ikke David.

”Noahs ark” er dog for vild.

De 9 mest ventede i 2012


1. KA – THE GRIEF PEDIGREE




Det album jeg glæder mig mest til i 2012. En feature på Roc Marciano og GZAs forrige i relativ ubemærkethed. (Roc Marciano giver den tilbage på den her plade) ”Cold facts” er det bedste nummer jeg har hørt længe. Det føles som et par sekunder inden nogen skal myrdes hele vejen igennem. Fantastisk. Vi kan ikke vente. Og så ser hans hjemmevideoer endnu mere amatøragtige ud end mine (og har næsten lige så få views). Han er så low key han han får Roc Marciano til at virke som Busta Rhymes. Han er så low key han ikke engang har et navn men kun en lyd. Han er så low key at hans mor ikke engang kender til hans eksistens. Jeg kunne blive ved og ved…

2. GANGRENE – VODKA & AYAHUASCA







Alchemist og Oh Nos forrige album ”Gutter water” fik en ærefuld placering på sidste års liste. Første single fra deres kommende featurer Prodigy og hedder ”Dump truck” og er en vild progrockkreation, som kun Alchemist kan smede dem. Desuden features af Roc Marciano, Kool G Rap og (Er udkommet og er som forudsagt dope!) Og gør lige dig selv den tjeneste at tjekke den her grineren promotion film også.

3. ROC MARCIANO – RELOADED




Nærmere introduktion er vist unødvendig. Hvis du ikke ved nu er din skæbne uvidenhed for evigt. Jeg kan ikke gøre mere for dig på det her tidspunkt.

4. MOBB DEEP ALBUM OG PRODIGY – HNIC3





Sidste melding efter den geniale ”Black cocaine” EP var at den nye Mobb kommer februar. Det vil jeg godt vædde med den ikke gør. Prodigy er mærkeligt nok begyndt at snakke om HNIC3 og hvad vi har hørt indtil videre har ganske vist været skuffende, men altid anticipated, selv når han laver lort. 

Og forresten i tabernørd hip hop kredse har det længe været populært at sige at Prodigy er faldet af. Bare fordi noget bliver sagt mange gange gør det ikke rigtigt. Selv det dårligste Mobb Deep album har haft minimum  5 banger og HNIC 2 er en miskendt klassiker så luk røven!

5. BUMPY KNUCKLES & DJ PREMIER – KOLEXXXION




Ja Bumpy er ikke helt ung. Nej, det er Preemo heller ikke. Men når de to laver en plade sammen er den ANTICIPATED. Oven på det smid en Nas feature.

6. KOOL G RAP & NECRO – GODFATHERS





Ok den her er mærkelig. Men det skal nok blive spændende. Jeg håber dog Necro ikke spytter lige så meget som G rap gør det. Men jeg er klar

7. NAS – LIFE IS GOOD





Der er ingen grund. Det er Nas!

8. SANTIGOLD





Efter et ligegyldigt navneskifte er hun endelig klar med en opfølger til hendes klassiske debutplade. Og kryds fingre for at Kanye West ikke har noget med det at gøre.

9. SLEIGH BELLS – REIGN OF TERROR





Et af de eneste nutidige rockbands som jeg virkelig er nede med, og som man så det på Loppen er de også fantastiske live. De fik den ærefulde placering nr. 2 på sidste års albumliste med "Treats"

Se også:

2 kommentarer: