Valbjørns 2010 bedste og værste plader

Jeg er stolt over at kunne præsenteré Valbjørns 2010 bedste og værste plader. Enmandsjuryen har ydet en umenneskelig indsats for at kunne bringe det til dig. Årets indiskutabelt bedste og værste plader. Dette er en service for dig, der enten har god musiksmag eller tilstræber dig på at få det. Lets get the show on the road.

DE BEDSTE PLADER

1. ROC MARCIANO - MARCBERG



Det er en falliterklæring for alle rappere at årets, og iøvrigt helt indiskutabelt, bedste rapalbum lyder som om det er indspillet i 1993 (og mixet i selvsamme). "Marcberg" er en fulkommen gennemført stiløvelse i kriminologyrap, der udraekwoner Raekwon selv.

Alle beats lyder som noget, der er lavet i en kælder på en smadret MPC. Med andre ord, lyden af grimy New York, eller hip hop som mor lavede den med brun sovs og kartofler. Den grotesk dystre atmosfære fik mig lyst til at ryge philly blunts og skyde cyklister fra min Østerbro residens med en gøb jeg holder sidelæns mens jeg råber N-ordet højt og med voldsom stemmeføring. En kraftpræstation, at Roc selv har produceret hele lortet og kun har få gæster med, hvoraf alle er ukendte, og respekt for at han endda har hans homie til at rappe et vers over fængselstelefonen.

"Snow" er et af årets bedste numre, og man forstår at Sean Price så sig nødt til at rappe over det. Klokkespillet der er det bærende element i beatet rører voksne mænds sjæl. "Don shit" er det reflekterende på toppen af verden "scarf blowing in the wind" shit feel good musik. "Panic" er en hardcore krigserklæring og for at citere DJ Wryck, da han hørte det "hold kæft et smadret beat". Jeg kunne blive ved med lovprisningerne.

Det eneste der ikke helt holder standard er "Hide my tears", som er en tand for lykkeligt for mine ører. Grundlæggende er det egentlig cool nok, men Alchemistsinglen "Smile" med Twista på, får samme sample ramt mere på sømmet. 5 stjerner, og hvis du synes anderledes er du hvad Jan Elhøj refererer til som "drengen med hagen".

It´s a masterpiece senor Jørgen...

2. SLEIGH BELLS - TREATS




Sangskriver og producer Derek Miller og sangerinde Alexis Krauss skar i et åbent kødsår i 2010. Ligeligt inspireret af Sonic Youth og MIA, som iøvrigt signede dem på hendes pladeselskab, og så var hypen omkring bandet ihvertfald sikret og verdensomspændende pressedækning.
Mure af massiv guitarstøj, fantastisk hårdtslående producerede trommer, dansabilitet (jeg ved godt det ikke er et ord. Det er det nu) og Alexis lillepigevokal lyder som rock anno 2010, og formentlig et stykke tid fremover.

3. BROTHA LYNCH HUNG - A DINNER AND A MOVIE



Årets bedste video


Årets mest overraskende og måske endda det mest overbevisende comeback kom fra Brotha Lynch Hung, der efter i en årrække at have været forvist til halvpinlige compilations og dårligt mixede obskuriteter, er blevet signet med USAs førende hip hop undergrundsselskab, Strange Music, hvis flagskibsartist er TechNine.
Som en af de første til at lave horrorcore er det næppe en overraskelse at den gode Brothas emnevalg ikke er for de sarte. Emnerne vedrører ikke at have penge til at købe mad til sit barn, selvmord og manisk depression. Når han i et årets bedste og velskrevne numre "Meat" siger "my son is afraid to get near me/ he saw me crying in the bathroom" er det lyrik fra desperationens rand, og rapmusik man kan føle, og ikke sætte op på matematisk formel. "I tried to commit suicide" er naturligvis præcis det, og der er kun få der gør det som Brotha Lynch Hung og rygtet går på at dette kun er første album i en trilogi, og jeg glæder mig allerede til næste opus.

4. SØREN HUSS - TROEN OG INGEN





Den eneste danske plade, som for alvor fik mig op af stolen, som jeg ikke selv har lavet. Shoutout til Sandheden (Rapspot gav deres egen mand årets plade i deres afstemning! Shoutout til seriøs journalistik)
Søren Huss er tidligere forsanger i de megasælgende Saybia (da Nik & Jay sendte deres demo ind til whatever pladeselskab de er signet på havde de vedlagt en note der sagde "tag det til skyerne som Saybia"). Han var på toppen af karrieren ude for den tragedie at hans kone døde i en trafikulykke.
Jeg har aldrig hørt Saybia, og kan ikke nævne et eneste nummer de har lavet. Jeg kommer heller aldrig til det, fordi jeg er af den stålsatte overbevisning at det er noget lort, men Søren Huus har lavet en helt fantastisk og meget, meget trist plade, der helt åbenlyst handler om hans enorme sorg. kort sagt, vigtig musik.
At diskutere de enkelte numre giver egentlig ikke nogen mening, fordi hele pladen hænger virkelig godt sammen, og den skal netop høres som sådan. Højdepunkterne er når hårene i nakken rejser sig, og det sker flere gange.

5. EL-P - WEAREALLGOINGTOBURNINHELLMEGAMIX VOL.3





Udsendt på hans eget selskab, Def Jux droppede El-P et af årets absolutte overraskelser. Hans horrible og irriterende produktioner på "Fantastic damage" har afholdt mig fra at tjekke hans beats i nogle år, men El-P har tidligere lavet fede beats og det gør han igen på denne udgivelser, der efter sigende skulle være outtakes, men hvilke outtakes.
Det er en herlig blanding af electro, industrial og breakbeats, der er tenderende til avantgarde. Hans absolut særegne og kompromisløse stil gør at man enten hader eller elsker det, men fuck det. Jeg er nede.

6. DAFT PUNK - TRON





I et af årets smarteste moves fra Disney hyrede de Daft Punk til at lave musik til deres science fiction film "Tron", og dermed sikrede de filmen en hype, som den formentlig aldrig havde fået. Der er ganske vist langt fra den sprælske og pumpende klassiker "Human after all" til "Tron", som er mere atmosfærisk og luftig, men lige præcis på den rigtige måde. Dette er et værk, der sagtens kan stå i sin egen ret uden filmen. Det er flot komponeret, og fandt man den her som et obskurt 80er soundtrack kunne man sample sig til hele albums gennem det her.

7. MC REN - RENINCARNATED




Omkring årtusindskiftet var det som om MC Rens karriere var ved at blive sat i gear til et kæmpe comeback. Gæsteoptrædender på Dr. Dre, DOC, Snoop og Cubeplader lovede godt, og så skete der....ingenting.

Efter man ikke har hørt til manden i umindelige tider har han nu droppet et fuldkommen under radaren projekt "Renincarnated". Men MC Ren formåede at gøre det Ice Cube ikke kunne. Han lavede en god plade. Uheldigvis for Ren var den her plade den dårligst promoverede plade i umindelige tider, og den udkomkun digitalt, hvilket resulterede i at Compton legenden solgte færre eksemplarer end et gennemsnitligt Valbjørn album. Der var formentlig ikke engang til en måneds børnebidrag.

10 numre og ingen gæster overhovedet. MC Ren har sgu lavet en "Illmatic". Ok, måske ikke helt, men en gang autoriseret gangsta shit er jo heller ikke sådan at kimse ad. Man kunne frygte at produktionen herpå ville være subpar, men Ren har klogeligt allieret sig med Tha Chill fra Comptons Most Wanted, der lavede klassisk west coast gangsta shit. MC Rens veteranstatus fornægter sig ikke, og han lægger på beatet fuldstændig præcist, og viser han stadig kan fucke med de fleste.

Tekstmæssigt er det det sædvanlige mumbu jumbo Ren disker op med, men det skal ikke være anderledes. Tit lyder det som om den aktuelle linje intet har at gøre med forrige linje. Ren har altid rappet som om hver linje er en punchline, men i virkeligheden har han aldrig haft en eneste punchline, ikke engang en dårlig en. Man bliver nødt til at respektere en rapper der i 2010 siger "I kick ass like Pelé".

8. CELPH TITLED & BUCKWILD - NINETEEN NINETY NOW




"I ain´t a flossy dude sippin mo/ but if I was I would pop that shit in your bitches asshole"

Celph Titled har gennem hans karriere bevist sig som en af de bedste punchlinerappere og i 2010 droppede han endelig en soloplade (sådan næsten da), og på en meget original præmis. Han benyttede udelukkende Buckwild beats lavet mellem 1992 og 1995, altså den tid hvor Buckwild var en af de førende i New York boom bap.
Resultatet af det usædvanlige resultat blev meget interessant, og var meget gennemført halvfemseragtigt, med wordcut og reggaeomkvæd. Celph Titled rapper en anelse mindre aggressivt end man tidligere har oplevet, men med en rigtig god stemmekontrol.

Kollaborationen med Vinnie Paz "Eraserheads" sidder lige i skabet, og begge rappere befinder sig tydeligvis i deres absolutte es over Buckwilds dystre produktionen med delayede trompeter. "Mad ammo" er ligeledes et højdepunkt, med feature af hele to dope rappere, RA the Rugged Man og gode gamle FT fra legendariske Street Smarts, som har været savnet af alle rigtige hoveder efter han har været MIA i årevis.
Gæstelisten er intet mindre end imponerende, og tæller ud over ovennævnte Sadat X, OC, Diamond D, Apathy, Treach, Chino Xl mfl.

9. GANGRENE (ALCHEMIST & OH NO) - GUTTER WATER





Konstellationer mellem kendte rappere/ producere har været tingen at gøre siden Madlib og J Dilla lavede det aldeles habile "Champion sound" tilbage i 2003 under navnet Jaylib. Jeg er absolut ikke stor fan af email korrespondancemusik, og det er ofte den fornemmelse man får når man hører de her projekter.

Hvor meget tid i studiet Alchemist og Oh No har haft sammen, skal jeg ikke kunne sige, men formentlig ikke så meget. Dette har imidlertid ikke stoppet dem fra at lave en plade, der umiddelbart virker en anelse steneren, men den vokser virkelig ved flere gennemlytninger, som alle albums med substans gør.

Præmissen er at de hver især har leveret halvdelen af produktionerne. "Gutter water"s drejer sig meget om at tage stoffer og blære sig, men det der gør det interessant er den dystre atmosfære kombineret med at numrene er kædet godt sammen af obskure film, nyheds og hvad ved jeg vokal samples.

Det mest overraskende er Alchemist som ganske vist nok ikke skal opgive sit dagsjob, men han gør det skam helt cool når han rapper.


10. HOMEBOY SANDMAN - THE GOOD SUN




Når man ser coveret af "The good sun" kan man umiddelbart godt tro at Homeboy Sandman er hvad Immortal Technique refererer til som en "coffee shop revolutionary son of a bitch". Det er da også muligt at han er, men "The good sun" er at af årets meget, meget få virkelig originale rap udgivelser. Det gør den ikke til den bedste, men uanset hvad så må man anerkende at Homeboy Sandman er ankommet her på sit tredje album (nej, jeg havde heller ik hørt om de andre). Her har vi simpelthen at gøre med noget så utraditionelt som et rapalbum, der kræver at lytteren er oppe på tæerne. Det bliver spændende at se hvem der bliver den første dansker til at lykkedes med dette (og så måske alligevel ikke...).

Han har en dyb og karakteristisk stemme, og et formidabelt flow. Der er flere teksturer i teksterne, der ligger milevidt fra mængden af amerikanske rapudgivelser. På trods af at der er adskillige producere på pladen er der en god sonisk sammenhæng fra start til slut. Lydbilledet tager ikke fokus, fra hvad der helt åbenlyst er hovedattraktionen, Homeboy Sandmans stemme og flow.

DE VÆRSTE PLADER 2010

For at noget skal være en skuffelse skal der naturligvis være forventninger til at starte med, så at kalde de her plader årets værste er måske lidt af en tilsnigelse, men på den anden side er det satme tæt på. De her plader har undermineret artisternes kredibilitet, ja endda sværtet den til på måske uoprettelig vis. Tag skammehatten på, og sæt dig i hjørnet til du får andet at vide...

1. EMINEM - RECOVERY





Eminem Recovery. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Jeg hørte "Not afraid", og nægtede at tro på det her er en mand, der er stoppet med at indtage piller som bland-selv-slik. Det lyder mere som det modsatte. Prisen for det ubetinget mest pinlige omkvæd går til the great white hope.
Efter at have hørt det track sværgede jeg jeg aldrig ville høre et Eminem nummer igen. Efter at Adam Sampler havde reklameret godt og grundigt for hvor dejlig pladen er tænkte jeg, at jeg har ikke noget at miste ved at downloade lortet og så slette det. Desværre endte det med jeg mistede et lille stykke af min sjæl, som jeg aldrig vil kunne få igen.
Der var ganske vist ingen numre så sygt elendige som førstesinglen, men hele pladen var lort fra start til slut. Eminem kan stadig rappe, men uden Dres hjælp kan han helt åbenlyst ikke vælge beats eller strukturere sangene så de bare bliver en anelse interessante. Han har et fedt vers på Lil Wayne collaboen "No love", men jeg kan ikke komme over det faktum at de har samplet det mindst cool nummer nogensinde, Haddaway "What is love". COME ON SON! Som teenager har jeg brækket mig til det nummer, og det skyldtes ikke bare det var dårligt, men også at jeg havde indtaget anseelige mængder af Pisang Ambon og vodka blandet med kongen af Danmark bolsjer. Hvad sker der lige for at sample eurodance? Det trækker ned som Sidney Lee sagde, da han var inde ved Headbangers Ball værten og fandt ud hun var en wannabe.

Det havde været federe hvis Em havde kommet ud med en plade som et overvægtigt pillevrag. Der havde i det mindste været en eller anden underholdningsværdi i det.

2. KANYE WEST - MY BEAUTIFUL DARK TWISTED FANTASY



På papiret så det fandme så godt ud. Efter det nærmest epokegørende katastrofalt elendige venstrehåndsmakværk "808 and heartbreaks" ville Kanye West lave rigtig musik igen. Forhåndsopgørelsen lød på at både DJ Premier, Pete Rock og RZA ville medvirke, og den helt sindsyge hype smittede af på selv mit ellers temmelig indifferente humør. Jeg havde imidlertid en idé om at der kunne stikke noget under - Poul Schlüter. Hvorfor skulle en så anerkendt artist som Kanye West have brug for at købe så meget credibilitet? Kejserens nye fucking klæder selvfølgelig. Hvad ellers?

Hvis man brækker ned hvad denne plade består af er det nogle gode beats, sange der overhovedet intet har at gøre med det ellers ret spændende koncept, Kanyes ret steneren rap, og tynde stemme der overhovedet ikke kan holde et album nede og omkvæd er pinligt dårlige, ihvertfald alle dem han selv står for.

"My beautiful dark twisted fantasy" er rigtig godt arrangeret og lejlighedsvis godt produceret og virker, når ret skal være ret, ret ambitiøs. Problemet er bare når man laver sådan en plade her, og den ikke er god, virker den bare prætentiøs på den mest latterlige måde - Francis Ford Coppola.

Lavpunkterne er der for mange til at tage fat på. Jeg er jo dybest set et positivt menneske, så lad os koncentrere os om lyspunkterne. Man ved en plade er dårlig, når det bedste nummer featurer Rick fucking Ross ("Devil in a new dress"). Fed soulproduktion, der kunne lyde som noget fra en af de gode plader Kanye har lavet. Men det er Bink! der har produceret, og nummeret er fedest der hvor Rick Ross rapper, altså over en anden mands beat. Kanye din fucking idiot. "Blame game" med John Legend har en god melankolsk fornemmelse (igen et ikke Kanye omkvæd - I rest my case). "So appalled" er også meget fedt, hvad nok har at gøre med at det er Swizzy der laver omkvædet, og at der er så mange features på at man alligevel ikke kan huske hvem der har lavet sangen.

Denne plade er et stjerneeksempel på at folk er får og en flok idioter og elsker at blive udsat for massehypnose. Selv Rolling Stone, rockbiblen, havde denne plade som årets bedste. Er det mig der er noget galt med? Selvfølgelig ikke. Jeg ved hvem jeg er og har ingen identitetskrise. Det er jo åbenlyst at folk er idioter og alle der har denne plade på deres årets liste er hermed diskvalificeret fra nogensinde igen at udtale om noget der har med musik at gøre. Jeg ved godt det er hårdt at skulle se sig selv i spejlet, specielt når man er så monstrøst grim indvendig.

Er du også en hjernevasket spasser eller har du en selvstændig mening om noget som helst?

3. ICE CUBE - I AM THE WEST




Ice Cube "AmeriKKKas most wanted" er mit shit. Måske den bedste rapplade nogensinde. Imidlertid blev Cube så populær at han gik hen og blev Hollywood, og så havde han ikke tid til at skrive gode rim mere. Han havde jo travlt med familiekomedier.
De seneste to plader fra hans hånd har imidlertid været fine gangstarapplader, hvor beatsene og omkvædene er det bærende, og rappen fungerer, men lyrisk har der ikke været så meget, men det er cool.

Der var intet der tydede på det ville ændre sig med hans seneste "I am the west". Desværre er det her en rigtig skævert, og jeg gider ærlig talt ikke gå ind i detaljerne omkring nedturen. Det gør for ondt. Han har ligegyldige medrappere på, produktionen er clubagtig på den elendige måde, og han har absolut ingenting at sige.

Hvis Ice Cube, som han selv proklamerer virkelig er the west i 2010 står det sgu sløjt til.

Som en sideanekdote skal lige nævnes, at Sandheden - Grovboksen fik 4 ud af 6 stjerner i det seneste DubCNN, og Cube på samme side kun fik 2. Hahahahahahaha. Det reddede min dag.