Det var et fucking godt år for hip hop, og New York vandt i stor stil. Ikke nødvendigvis i eksponering, men den hårde stil var der flere værdige repræsentanter for, og rent faktisk synes jeg det evigheder siden, der kom så mange rapplader ud jeg kunne lide. Jeg kan jo nævne en 15 stykker eller noget som der holder. Men som de, without further ado, her er min liste over 2012s bedste albums.
Se også tidligere
Valbjørns årets bedste og værste plader 2011
Valbjørns årets bedste og værste plader 2010
1. Ka – Grief pedigree
Jeg hørte tracket ”Cold facts” som jeg promoverede tungt
sidste år til alle der gad høre efter. I en tid hvor jeg havde virkelig svært
ved at gide at høre rap, vidste jeg med det samme at det her er det nye. Det
shit giver mig stadig kuldegysninger.
Jeg fandt først ud af senere at jeg faktisk havde hørt ham
på Roc M´s ”We do it” fra ”Marcberg” (nr.1 2010), og en GZA plade og at han
tidligere havde været med i Natural Elements.
Hele pladen har han selv produceret eller skal vi bare sige
loopet. De minimalistiske loops fra blandt andet Bo Hansson´s fremragende
”Sagan om ringen” soundtrack fungerer som perfekt baggrund for der er ingen
tvivl om at det er lyrikken der er i forgrunden her. Det her er nogle af de
bedste tekster nogenfuckingsinde. Man kan tage en hvilken som helst bid og den
er en quotable.
Der er omkvæd på, men tit er de kun 4 bars og de løfter sig
sjældent. De er der mere for at man lige får tid til at kapere det tunge
lyriske skyts, som der bliver disket op med.
Det lyder muligvis ufattelig kedeligt, men atmosfæren og stemningen kan
måle sig med alt rap, i hvert fald for mine ører.
Pladen er helt tydeligt bygget op som ”Illmatic”. Der er 10
numre, og kun en feature (Roc M again and again) på track 3.
Jeg coppede selvfølgelig vinylen selv fra manden, som i god
hip hop stil havde et bonusnummer den fantastiske ”To our name”.
Det skal lige nævnes at manden har selv lavet videoer til
alle numre. Det er fandme imponerende så man kan simpelthen se hele albummet i
videoer på Youtube. Sov ikke. Og ja vi glæder os til hans collabo plade med Roc
som Metal Clergy ”Piece be with you”.
The dream is live
clean and good living/
As free as it seams
but this shit is a hood prison /
So we solk that poison
like Bivins/
Made noise and quitly
gave sisters nice ribbons/
Fuck them cops and
swats with night vision/
Give me three days
we´ll celebrate like Christs risen/
Grew up with good
spirited goons/
Now I only see em in
tombs or in visiting rooms
Og så har jeg ikke engang nævnt den klassiske linje ”I own
the night the heat is my receipt”. Udtrykket perler for svin har sjældent været
så aktuelt.
2. Roc Marciano – Reloaded
Det er virkelig
besynderligt at Roc pludselig er blevet internetpopulær. Han virker som en
person det er umuligt at blive internetpopulær for. Han gider ikke noget pis.
Han har masser af kendte rapvenner, men han tager kun de mest ukendte med på
sine plader. Han bruger næsten konsekvent ikke trommer på hans beats. Han er så
cool at han ikke hæver stemmen over 40 decibel når han rapper. Hans rapstil er
mere monoton end at vente på bussen. Han havde ikke så meget som en eneste
broke ass video til hans forrige plade. Jeg kunne blive ved.
Af uransagelige
grunde har han pludselig fået en helt syg hype, og jeg mener han er
hovedansvarlig for at NY ENDELIG ENDELIG er tilbage på toppen er nogle
decideret usle år for hip hop mekka med for meget stilforvirring og wack ass
tekster. Jeg forstår det ikke men er glad for det.
Roc er absolut
ikke nogen eksperimenterende rapper. Han gør hvad han gør og så bliver han bare
ved med at finpudse. Mobb Deep “The infamous” og Raekwon “Only built 4 cuban
linx”. Hvis du ikke synes de plader er guddommelige kan du helt sikkert ikke
lide det her. Roc er bare endnu mere cool og I skarp konkurrence med Ka er han
den tørreste mand i hip hop. Unge MC Sandkage flow.
Beatsene er blevet
endnu bedre siden “Marcberg” og samtidig også mere progressiv og bare
bonesagtige, og det klæder ham. Han har
produceret det meste selv, men har denne gang også et par andre af hans peeps
med, men det fede er at de tilpasser deres stil til ham og ikke omvendt.
Tidligere I år blev der lækket et Roc track over et Just Blaze beat. Det var et
fedt track men absolut slet ikke af så høj standard som der er at finde her, og
det beviser at dudes skal producer deres eget shit (I hvertfald hvis de har
evnerne)
Da jeg første gang
hørte “Tek to a mak” vidste jeg at den her plade ville blive en klassiker, og
jeg har ikke ændret mening siden. Jeg ser lidt Roc Marciano som en form for den
danske Andy Op. Ikke at de har så meget tilfælles men Roc er også på noget
næsten perfekt shit (google det hvis du ikke fanger sådan en).
Kort sagt
dræbermateriale fra start til slut, og “76” må vist regnes som årets nummer,
siden vi regner Ka “Cold facts” for sidste år.
3. Scott Walker – Bish bosch
Jeg har i årevis tortureret mine venners øregange (hvis du
spørger dem) med Scott Walker. Jeg har forårsaget at hashrygere med en i
forvejen tvivlsom hudfarve er blevet endnu mere askegrå i ansigtet.
Jeg kan ikke sige det nok. Jeg syntes alt han har lavet
siden Walker Brothers comebackpladen ”Nite flights” (bliver også brugt på det
fabelagtige Drive soundtrack”) har været genialt, og den kom i mit eget
fødselsår fucking 77 (ved godt man ikke må sige det højt. Hold alderen hemmelig
hip hopper, Jay-Z er også stadig 22). Han har så også kun lavet en plade par
årti, men fuck det det er stadig imponerende.
Jeg har svært ved at beskrive lyden af den her plade, men
for det ortodokse øre er det manglende groove muligvis et problem. Der er
temposkift og uforudsigelighed i store mængder, så det er ikke lige
baggrundsmusik. Det er stort og bombastisk og mesterligt. Om den er lige så
fantastisk som den forrige ”The drift” (som i øvrigt sammen med Suicides første
er en af ”Lejligheden til venstre”´s største inspirationskilder) vil kun tiden
vise, men at den er helt ekstraordinær er der ingen tvivl om.
Hans fremragende croonerstemme bliver kombineret med alt fra
et pruttekor, til næsten ortodoks heavy metal, og atonale blæseinstrumenter.
Say no more, det er genialt, og man skal heller ikke glemme hans altid
fantastiske og temmelig morbide tekster, som er et studie værd i sig selv.
4. Alchemist – Russian roulette
Da jeg er gigantisk Alchemist fan havde jeg glædet mig som
et lille barn til juleaften til den her. Ikke bare en Alchemist plade som hans
to tidligere ”1st infantry” og ”Chemical warfare”, men en Al plade hvor han
rent faktisk ikke rapper, men bare gør det som Al gør bedst.
Jeg syntes de første 5 gange jeg hørte den, at det var en
skuffelse af dimensioner. Jeg forstod ikke hvad det her russiske shit skulle
til for, og de morsomme titler alene (”Ivans workout plan”, ”Olegs flight” og
den bedste ”Decisions over veal orloff”
Tynde skiver kalv med løg og champignon imellem gratineret med mornay
sauce på toppen. Real chef talk!!!)
Da jeg for alvor kom ind i pladen fandt jeg ud af det er
intet mindre end et lille mesterværk vi har på hænderne her. Som den gode Adam
S sagde ”den her har han absolut ikke lavet for andre end sig selv”, og det er
sandt, men det betyder ikke man ikke kan lytte med. Det kan man i og for sig
sige om mange mesterværker deriblandt de sidste 3 Scott Walker plader.
Historien er at Al i Bolivia var inde i en russisk ejet
pladeforretning, og at alle samplesene skulle komme derfra. Om det er sandt
skal jeg ikke kunne sige, men ”Russian Roulette” er hip hop produktion taget
til næsten avantgarde agtige dimensioner. Der er nok en realistisk chance for
at folk der ikke ryger den Marianne Jelved ikke vil kunne relatere, men fuck
det, os der gør synes det er bomben, at sidde og zone ud til.
Al har bevæget sig fra pissegod traditionel hip hop
produktion til decideret psykopati med beatsene, og han virker til at være på en hel røvfuld af mine top 10 liste.
Shiiiit, han fik endda den talentløse Domo Genesis Odd Future crew member til
at lyde anstændigt. Ingen tvivl om han holder no. 1 spottet som producer endnu
et år. Check også hans ridikuløst gode 7” ”Yacht rock” hvis du sov på den. Den
er lidt i samme stil.
5. Luv NY – Luv
NY
Jeg
kender hovedsageligt Ray West som produceren fra AG´s oversete 2010 album
“Everythings berry”.
Den
sygeligt underkendte Ray West var hovedmanden bag en af årets store positive
overraskelser, den såkaldte supergruppe Luv NY. Roc Marci, Kool Keith, AG, OC
og Kurious. GODDAMN, jeg kunne næsten ikke have plukket dem bedre selv!!!!
Man
skal dog ikke tage fejl af at selvom den er markedsført som en supergruppe så
er der I virkeligheden mere tale om et produceralbum, men musikken er så god at
det er lige før det ikke gør noget.
Tracksene er ret korte generelt, og selvom der en tendens til man ikke
rigtig har orket at lave ordentlig sangstruktur, så gør de fantastiske,
atmosfæriske og hypnotiske beats kombineret med de fremragende rappere, der
heldigvis alle er på deres absolute A game, at den her er et must, hvis man har
det mindset love for NY rap, og det har man jo.
Kool
Keith lyder bedre end hans solokarrierepeak I slutningen af 90erne, og man kan
kun håbe på han rocker flere Ray West beats I fremtiden. Jeg gider ikke engang
kommentere Roc Marci, for hvis du ikke ved nu manden er et geni, kommer dit ur
aldrig til at passe.
6. Swans – The seer
Jeg græmmer mig stadigvæk over jeg gik glip af sandsynligvis årets bedste koncert. Den stort anlagt Swans koncert i november.
Hvis man ikke kender til Swans kender man ikke til hardcore musik, og selvom de har været i fuld vigør i flere årtier er de blevet ved med at udvikle sig. Der er ingen grund til at gå i detaljer, for "The seer" er fantastisk fra start til slut.
Det umage par af Alan the chemist og Oh No teamede endnu en
gang op for deres andet album, der var endnu bedre end det dope ”Gutter water”.
De har også denne her gang opdelt produktionspligterne imellem sig, og de har
tydeligvis prøvet at udkonkurrere hinanden.
Hovedsageligt psych og progrock samples, og det her er
faktisk noget så sjældent som et velfungerende hip hop konceptalbum. Konstante psykedeliske toner, skæve og hæse
guitartoner, og referencer til rusmidler af alskens slags og uden konkurrence
årets sygeste featureliste (måske årtiets) med Roc M, Kool G Rap og Prodigy,
der alle gør det fremragende.
Al bliver bedre hver gang han rører mikrofonen, og Oh No er
absolut på hans A game her, og han bliver bare federe jo mere man hører ham.
”Drink up” kunne måske være mit yndlingsbeat fra i år. Det
kan man ikke høre uden at få lyst til at smadre noget shit. Jeg kunne blive ved med den corny nævn nummer
for nummer men det hverken gider jeg eller tillader min æstetiske sans.
Generelt hælder jeg nok til at det her er et af de bedst
producerede albums i år. Bare beatwise er det et psykopatalbum, og bliver der
så droppet nogen juveler har vi et fremragende album, som der på ingen skal
soves på.
8. Sean Price -
Mic tyson
At
New York skulle ryge tilbage i førertrøjen for hip hop skete i år efter alle
endelig havde opgivet at det nogensinde skulle ske. Det blev imidlertid ikke
den kommercielle overtagelse som en Biggie i sin tid stod for. Det blev en
stilistisk sejr for den øverste del af New yorks undergrund baseret på bedre og
hårdere rim, og en herlig tendens til at skide på ortodoks sangstruktur og
nogle gange bare vælge at fucking rime igennem og være ligeglad med et hook.
Sean
Price har med "Mic tyson" lavet det noget nær perfekte battlerap
album. En herlig kombination af hårdkogt og humoristisk, og endeløse rækker af
svinske battlerim. Så snart jeg hørte første track, den Alchemist-producerede
"Genesis of the omega" vidste jeg den her ville blive en af de gode.
Det shit giver mig lyst til at smadre tænder, og jeg er endda kendt som en
fredelig fætter.
9. Nas - Life is
good
Som
jeg har nævnt tidligere føler jeg ikke den her titel. "Life is good"
er der ingen poetiske kvaliteter i. "Illmatic" og "It was
written" er fede titler med masser af fortolkningsmateriale i. Derfor var
jeg lidt skeptisk, komme her og sige alt muligt shit om at livet er godt. Det
skal man passe på med på min side af tingene. Det er ikke noget for mig, men
jeg blev positivt overrasket over den her.
Albummet
starter som en sand fest. Det ene fede track efter det andet
"Locomotive" er dræber, "A Queens story" er dræber, selv
Rick Ross tracket er dræber, selvom Nas og unge herr Parole Officer har lige så
elendig kemi som Clemens og Kato. Okay måske ikke helt så elendig, men
ihvertfald sygt dårlig!!!
Vi
skal helt hen til det Mary J. Blige featurede "Reach out", før der
kommer et wack nummer, og jeg syntes jég kan erindre noget om at Mary lavede
samme trick på "Stillmatic", selvom man måske også kunne holde Nas´s
familie/ wackass homies Bravehearts ansvarlig for den. Konklusion må¨være ikke
flere Mary J features.
Fuck
det, Nas formår nogenlunde at holde sig til skillsmissetemaet, ihvertfald i
forhold til at det er rap. Så er det alment accepteret at man ikke behøver
holde sig helt så meget til konceptet selvom det er et konceptalbum. Har aldrig
helt forstået det, men for opfølgende bevis se den nye Game plade "Jesus
piece" (skal dog siges jeg elsker det overdrevent blasfemiske cover.
Smukt!) Der er gode personlige numre ("Bye baby", "Stay"),
der retfærdiggør temaet, og så er der totale skæverter som malplacerede
"Summer on smash".
Nas
beviser endnu engang at han kun konkurrerer mod sig selv, af den simple grund
at han er Nas. Det er mange år siden jeg har gidet at høre Jay-Z, som er totalt
irrelevant nu, men Nas er heldigvis still going strong.
10. Sleigh Bells – Reign of terror
Den her havde jeg glædet mig afsindigt til, og jeg blev alt
andet end skuffet. At jeg er decideret fan blev solidified da jeg var til
koncert på Loppen med bandet. En hurtig skunkjoint sammen med konen og så ind
og hoppe rundt som en vanvittig.
”Reign of terror” fortsætter i samme rille fra mesterværket
”Treats”. Der er en anelse tilløb til lidt mere melodi, men heldigvis ikke for
meget, for det synes os hardcore musikfans jo er noget overvurderet låååårt.
Guitarspilleriet er i en særklasse og en særklasse inden for larmende musik.
Samtidig er det hele så fremragende produceret, og hip hop producere burde få
lektioner af gruppen i hvordan man får trommerne til at pounde, for de er
ganske enkelt for sindsyge.
Det er vanskeligt at have så meget guitarstøj og så
alligevel have alting så diamantskarpt defineret i lydbilledet. Jeg er ikke
nogen sounddude, så præcis hvad de gør skal jeg ikke kunne redegøre for, men at
de har fat i den lange ende kan selv mine tinitusramte ører høre.
Det her er festmusik til en fest jeg gerne vil med til.
Uheldigvis bliver jeg oftest inviteret til fester (de cirka tre gange om året
det sker) hvor de spiller wack shit som John Mayer og Drake. OK, det passer
ikke jeg bliver faktisk aldrig inviteret til fest. Anyways har du chancen for
at fange dem live så snyd ikke dig selv.
Boblere:
El-P - Cancer 4 cure
Kendrick Lamar
- Good kid mad city
Alchemist & Action Bronson - Rare
chandeliers
Santigold -
Master of makebelieve
Alchemist -
Covert coup instrumentals (fuck Currency edition)
Captain Murphy
- Duality
Showbiz and AG
– Mugshot music og Pre-Loaded
Årets skuffelser
Slaughterhouse – Welcome to our house
Er ikke klar over hvilken
grund, men jeg havde en lille forhåbning om den her ikke ville blive en mursten
af format. Måske fordi jeg engang syntes Eminem havde en god roster ovre på
Shady. Inderst inde ved jeg jo godt bedre. Eminems hjerne fungerer ikke mere.
Det var som om han på et tidspunkt tog en pille der fik hans hjerne til
endegyldigt at sige fra.
Der er nogle gode rappere
her, især Royce, men alle fire har det tilfælles at de mangler et filter.
Fuckit det kunne bare være en god ven der siger til dem, nu er du wack.
Slaughterhouse har aldrig og vil aldrig fungere som gruppe. Deres
undergrundsplade var wack, den her er gudsjammerlig, og de beats der er her er
så dårlige der burde uddeles slag for dem. Et eller andet sted i systemet er
der nogen der burde få tæsk med en radiator og et godt gæt ville være Eminem.
Prodigy – HNIC 3 (albummet)
Efter sidste års i mine øjne fremragende Mobb Deep EP så det
så lysende ud. Så kom det katastrofale mixtape, og derefter det en anelse mindre katastrofale album. Jo der var et par numre "Without rhyme or reason" og den sublime "Slept on", men det var for lidt, og så har jeg ikke engang nævnt den pinlige twitteraffære der involverede en formodentlig meget stiv Havoc. Et dårligt år for P..
GOOD music - Cruel summer
Det er nærmest kotyme at Kanye og Em får en spot i min lille hall of shame her. Jeg havde lidt forventninger til den her plade, hovedsageligt fordi det var blevet annonceret at en af mine yndlingsproducere Q-Tip var med. Det var han imidlertid ikke, og dette kønsløse clusterfuck at såkaldte stjerner er der hverken hoved eller hale i, og det kan en Ghostface feature langtfra redde.
