Denne her blog handler om konfronterende musik, især den man kan høre gennem væggen fra lejligheden til venstre. Og mit album
"Lejligheden til venstre", der kan downloades gratis på http://lejlighedentv.dk.
Åbn døren og gå ind....
Jeg hader positiv rap. Det er ikke som sådan at jeg hader positive mennesker, medmindre de er decideret dumfriske. Jeg anerkender at positiv energi kan være godt i mange situationer på livets svære landevej, men jeg har bestemt aldrig været den store tilhænger af positiv rap, og har altid foretrukket Tim Dog fremfor Mos Def.
Årets positive positive overraskelse (oohweee!!!) må siges at være LarsEfx. Jeg er helt overbevist om han er et positivt menneske (skal siges jeg dog har taget fejl før. Min gode ven DJ stjal engang en masse ting fra mig da jeg var 15 år. Til hans forsvar bør dog nævnes han var gået hen og blevet narkoman) at dømme ud fra hans netop udkomne skive. Han fortsætter de gode takter som det gamle Helt Sikkert crew har disket op med i år gennem skiver med Ponyblod, Supardejen, Machacha og nu altså liggetylarsefx.
Lars har netop droppet sit minialbum "Manden, mikrofonen, maskinen og musikken" (jeg blev nødt til at google en motherfucker for at få den rigtigt, og har helt sikkert glemt det igen om 1 minut).
YEP YEP du hørte rigtigt det er sgu et fucking mini-album. Hvilken vidunderlig idé at finde det format frem igen. Specielt nu hvor alle de her såkaldte nye jammerlige rappere har ødelagt EPen ved at mundkneppe dens ry så godt og grundigt med det ene elendige lortenummer efter det andet. Ingen nævnt, ingen glemt, alle lort.
Ephex One har skræddereret beatsene og han formår at ramme en fin balance mellem new og old school, og det er en befrielse at høre at der er masser af scratch, samples, lydbidder, ja i det hele taget en næsten kollageagtig fornemmelse over projektet. Han er ikke bange for at bruge kendte samples, men der bliver lige akkurat gjort så meget at det bliver genkendelsens glæde og ikke genudsendelsens irritation (kunne have været rigtig fedt, hvis jeg havde fundet et synonym for irritation der startede med G)
LarsEfxs claim to fame er som medlem af den respekterede øvre undergrundsgruppe OR, som han også får samlet til et track på pladen. LarsEfxs emner er socialrealisme, hip hop, blær og det muligvis mest specielle koncept i danskrap historie (fuckit i raphistorie punktum) på "Big baller", hvor han fortæller den spændende historie om dengang hans nosser fik gigantstørrelse. Jeg skal ikke spolere det sindrige plot her for de folk der endnu ikke har hørt.
Uanset hvilket emne han kaster sig over, synes jeg det står klart, at LarsEfx er typen der lige elsker at spytte noget shit, og det gør han til den store guldmedalje. Han har det der højenergi, oppeatkøre, nægterattrækkevejret flow. Fuck det, RBC kan sige det bedre "rapper røven ud af bukserne på alle andre/ der bare går rundt i deres egne tanker". At der oveni hatten er lydbidder/ referencer/ citater fra Biggie, Do the right thing, A Tribe Called Quest, MC Einar, Johnson, Anita Pebbles giver bare pluspoints oveni.
Og som næstformand for "Foreningen til Bevarelse af Udtrykket Sjoller", i daglig tale FBUS, er jeg glad for at kunne fortælle at sjoller bliver sagt adskillige gange, også den spændende og elskede variation over udtrykket sjollerMC. Det er helt sikkert den plade der er udkommet de sidste 5 (tør nærmest sige 10) der bruger udtrykket mest, og det er jo i sig selv storartet.
Og så har jeg ikke engang nævnt at pladen er udkommet på superdope hvid vinyl. Se selv nice billede nedenunder. Så er der kun det allermest åbenlyse spørgsmål tilbage. Har LarsEfx nogensinde rimet sit eget navn på "snart eject" (ligesom i at han trykker snart eject på den konkurrende MCs kassettebåndoptager). Ellers er det da vist på tide.
Vores sidste og ottende video fra "Lejligheden til venstre" pladen er blevet til outronummeret "Snakker til mig". Jeg kan ikk fatte vi har lavet hele 8 videoer til den her afsindige plade, men det her føles som en rigtig god måde at lukke bogen på med et nummer der er sådan lidt efterfestagtigt. Jeg har igen selv stået for videoen. Den er filmet i blandt den originale lejligheden til venstre. Den er lavet som en part II til "Ingen melodi" videoen, og det tror jeg er tydeligt for dem som har tjekket op for den. Wryck har produceret. Husk at se den helt til ende, hvor jeg har flippet på en lidt Troldmanden fra OZ-agtigt måde low budget stylee selvfølgelig. FRI ALBUM DOWNLOADhttp://lejlighedentv.dk/ Se min allerførste video "Ingen melodi", så derfor syntes jeg det var cool at lukke bogen i samme stil som jeg startede.
På lørdag svinger jeg ind forbi Fabeldyrets releasefest og spiller en håndfuld tracks fra "Lejligheden til venstre"(DOWNLOAD GRATIS HER) og desuden har jeg en småpsykotisk surpriserapper med.
Det går ned på Operaen, og dørene bliver åbnet klokken 9, tror jeg nok, og Fabeldyret har forberedt et stort show hvor min dude Ogu er på trommer, og der er adskillige andre såkaldte rigtige instrumenter med også, og cirkusartister indeover. Kom glad!!!!
Så er Ringsteds finest, Meller tilbage som om han aldrig har været væk med et nyt album med 10 spritnye tracks. I dag har været en god dag for musikken med både Roc Marci mixtape, Danni Toma og remixversion af Ponyblod, men lige nu pumpes der Meller for fuld skrue. Der skal ikke være tvivl om jeg er glad for at høre Meller tilbage i hardcore stil.
Supardejen har produceret størstedelen af pladen, og resten er laced af 3PD fra Mad Comix fame. Herudover er der feature af gode gamle Tyde T, som jeg altid bliver i pissegodt humør af at høre på, så mere magt til ham.
Som Meller selv skriver er old school det nye new school, og det kan der vel være noget om eftersom alle de her nye rappere allesammen har så pissetravlt med at bite 90er rap. Men på den anden side kan jeg ikke komme i tanke om en eneste rapper, der ikke som minimum er inspireret af 90erne, der ikke er til at lukke op og skide i.
Jeg er i skrivende stund ved at høre den for første gang og umiddelbart er to af de numre jeg synes virker vildest titelnummeret "Blæksprutte" og "Enten eller" feat. Supardejen. Men hey døm selv. Det her bitchass blogspot er en helvedes gang lort, så jeg kan desværre ikke spille den herfra (tror dog snart jeg ændrer til en anden webadresse, så jeg slipper for deres lort). Men pump endelig løs af ny Meller på ovenstående link.
Jeg tror iøvrigt snart jeg skal sample en af mine alltime yndlings Meller linjer "Skriv en digtsamling eller noget FUCKER" hahahhaha
Jeg stod på Østerbro bibliotek, og glædede mig over de havde sat en masse Rune T. Kidde bøger op. Der stod to datoer den ene var 27. september 1957, den anden var 20. oktober 2013. Jeg stod og undrede mig lidt hvad fanden den anden dato betød, men kunne jo regne ud at den første måtte være hans fødselsdato, og efter en håndfuld kom jeg til den uundgåelige konklusion, at han måtte være død. Jeg blev dog nødt til at spørge en mand der stod og glanede på samme opsætning, bare ligesom for at få bekræftet hvad der i virkeligheden var åbenlyst. Det virker helt uforståeligt han er dø eftersom der overhovedet ikke har været nogen udfasning. Han var højaktuel og produktiv til det sidste, hvad hvis man tænker over det, vel virkelig er måden at gå ud på.
Jeg blev selv første gang introduceret til hans arbejde gennem hans afsindige tegneserier, og har fulgt hans karriere siden. Han havde en evne til at kunne vende vrangen ud på virkeligheden, og helt åbenlyst en skabertrang der hang sammen med livet selv. Jeg har selv refereret til ham utallige gange i tekster, for hvor cool er det lige at kunne lave og udgive tegneserier og bøger, som man aldrig selv har set. Jeg kan ikke umiddelbart se hvordan man kan toppe det. Rune var et forbillede for alle mennesker med en kreativ gnist i sig.
Jeg kan huske da jeg hørte, han skulle samarbejde med MC Einar, at jeg tænkte det giver helt ufattelig meget mening. Jeg har aldrig selv haft fornøjelsen af at møde manden, men dem der har siger entydigt han var cool af helvede til.
Manden er død men hans univers eksisterer heldigvis stadig. Han havde en tro på verden ville være et bedre sted, hvis alle gik kreativt amok. Han havde fat i den lange ende.
Den 24. juni i år udkom Bruns anden plade "Forløsende pestilens". Har været min mening at ville skrive om den et stykke tid, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for at være hurtig på aftrækkeren. Rent faktisk er det her nok den mest uaktuelle blog på hele det der internet. Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at anbefale Bruns nye album, forsinket eller ej.
"Forløsende pestilens" er en ret irriterende titel for mig. Det minder mig lidt for meget om udløsning og filipens. Ikke to ord man vil have med i sin albumtitel, men lad nu det ligge. En af de ting som er fedt ved pladen er den meget originale emnebehandling. Her er et velment forsøg på at være ærlig på en hip hop plade, og det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Her bliver snakket om alt fra hans egen adoption fra Ecuador, hans anstrengte forhold til hans danske familie, og kønsroller ("jeg gider ikke alt deres van damme agtige pis"). Med andre ord great stuff.
Her er video til tracket Gamle ven feat. Illusionisten
Det musikalske akkompagnement er behageligt organisk og akustisklydende med lejlighedsvis det, som min far refererer til som "rigtige instrumenter". Her er ingen skræmmende, voldsomme og bombastiske lyde, der skiller vandene, og de underspillede beats fungerer godt til de reflekterende tekster.
Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af hvem der har produceret (ok, så meget har jeg heller ikke prøvet, men en googlesøgning afslørede det ikke, men mon ikke der er nogen der vil assistere mig), men ihvertfald har de gjort det glimrende. Min personlige favorit er "Jernvinger" featuring Simon Sonne.
Her var den sgu så den spritnye video. Det har lige varet et stykke tid, men det er hovedsagelig baseret på det som man kalder liv og det faktum at jeg har haft fucking problemer med at få lortet ud af computeren, og når man nu engang ikke decideret betaler penge for de programmer man bruger er det jo lidt svært at brokke sig for alvor (selvom det ikke som sådan har forhindret mig i at gøre det).
Den blev skudt på to optagedage, i januar måned med unge Adam Sampler som selskab og ufrivillig hjælpende hånd og i maj måned med Wryck, som er den flotte fyr i baggrunden på billedet og som desuden også har produceret tracket. Vi optog på Islands Brygge Amager området, som lokalkendte muligvis vil kunne genkende. Det var hyggeligt men samtidig gjorde alt det sollys (og muligvis det faktum at vi havde suget løs) at jeg var skæv og uinspireret da vi først skulle filme.
Den her video er absolut den jeg har glædet mig mindst til at lægge op, men det er nok hovedsagelig et symptom på at jeg er klar på at lave noget nyt. Regardless så er det stadig et fedt track, og videoen har et eller andet som man siger.
Jeg har en video mere at skyde afsted og så er butikken lukket. Hurra for det.
Husk at du kan downloade "Lejligheden til venstre" ganske gratis på
Så er jeg sgu tilbage på mit BS Christensen. I den tilsyneladende endeløse række af "Lejligheden til venstre" videoer, er vi nu ved at kunne se en ende på det (formentlig til en del folks udelte begejstring)
Den her gang er det tracket "Brudt", som har fået den visuelle overhaling. Som sædvanlig har jeg selv lavet en Lars von Trier, med en hjælpende hånd af Wryck og Adam Sampler (har jeg egentlig andre venner end dem?)
Egentlig har den ligget færdig et stykke tid, men på grund af at Gud er imod mig (jeg fortryder bittert at jeg ikke blev konfirmeret dengang. Gud er stadig sur på mig over det. Det er hovedårsagen til at jeg ikke er ligeså kendt som Yepha) er det ikke lykkedes at smække den op før nu. Men fuck det, Johnny Outsider konglomeratet er oppe at køre igen, bogstavelig talt. Husk albummet stadig er til fri download. Nu er det ved at blive mørkt igen, og så passer det fint med at pumpe noget Lejligheden.
Far er ikke skuffet, far er edderspændt og vanvittigt hidsig, og har lyst til at lade næverne tale.
Til Tivolis opreklamerede show i fredags var der en masse folk der har betydet en masse for dansk rap gennem tiden. Det er i og for sig fint nok, men legenden over dem alle, manden der lavede dansk raps første certificerede banger, monstercuttet der tager dem alle ud blev ikke nævnt med så meget som en sætning. Er det de andre rapperes mindreværd i den skillzmæssige afdeling, der har gjort de ikke turde tage bladet fra munden og give props til en pionér?
Dansk rap i Tivoli blev fejret med 25 år, men dette track beviser vi ihvertfald kører på 29. The motherfucking man Gunnar Nu droppede helt tilbage i 1984 hardcore rim på ondsindet manér.
Det er jo åbenlyst han burde have optrådt. Ok, siger du han er faktisk død. Jeg siger Ok, det ved jeg sgu da godt, men det er sgu da ingen undskyldning. For nylig blev Tupac hevet frem i en hologram version til et Dr. Dre show, og Gunnar er sgu da mindst lige så stor en legende, så der burde Tivoli sgu have oppet sig. Vi vil have Hologram-Gunnar ikke nu men lige NU for helvede.
Heldigvis har du den fantastiske blog "Lejligheden til venstre" til at hjælpe dig lidt på vej, hvis du er født i går eller noget der minder om det. Husk jeg kan ikke garantere du kan håndtere det, men her er ihvertfald noget autoriseret gangstashit.
Smag på udtalelsen "Jeg har fået lavet et dubstep remix". Det er en udtalelse der lugter dårligt af musiksmag over sidste holdbarhedsdato og et generelt sjolsk forhold til at trække vejret.
Meeeen jeg har fået lavet et dubstep remix, og det er brutalt og afsindigt og pissefuckingfedt. Det er Evoplex, der også stod bag "Vindueskigger" og Wryck as usual der står bag. Jeg hælder måske endda til at det er federe end "Vindueskigger", men det må du selv vurdere.
Det er "Tilbage" det er gået ud over, og det er en drastisk andet udtryk end originalversionen det er endt med og Milla er ikke at finde på denne version. Tracket blev laced tilbage i 2011 under de sidste finpudsningsmanøvrer med Lejligheden.
Jeg ville iøvrigt have postet orignalversionen bare få man kunne høre sammenligningen, men det her blogspot er på noget bitchwiggashit og så er det sgu tilsyneladende ikke ladesiggørligt, så et stort FUCKJER til dem.
For et års tid siden var det stadig muligt at være en ikkesquare og ikke kende til Ka. Nu har alskens folk supportet manden, og han er hvad man kalder HOT på blogs og shit. Så hvis du ikke ved nu, så er der en procentvis stor chance for du er en square.
Men hey, lad mig give dig en hjælpende hånd. Skynd dig at lyt til pladen inden en cool person finder ud af du ikke kender til mandens CV. Jeg hører den lige nu igennem for første gang, og jeg tror den er mindst lige så god som sidste års fremragende "Grief pedigree". Denne gang kan han naturligvis ikke helt på samme måde komme med overraskelseseffekten men hvem giver en fuck for det, når det hele lyder så fucking godt. Men jeg har egentlig ikke tid til at skrive blogindlæg, jeg skal høre "Nights gambit".
Ponyblod har mægtig vind i sejlene. Det gik rigtig godt for dem, og de har fået strålende anmeldelser alle vegne fra. Og nu har Carl Plum så iværksat en enmands reklamekampagne for albummet, som man umuligt havde kunnet betale sig fra. Jeg er lidt usikker på hvad det er folk er så oppe at køre over. En bondeknejt skærer halsen over på en lille hest. Et eller andet sted er det vel nærmest bare endnu en dag på kontoret.
Jeg har lige fået mit eget eks af Ponyblod. Jeg ruller naturligvis med vinyl, og der er tilhørende sprødt artwork med. Desværre dog ingen instrumentaler, som man vel ellers lidt havde håbet på.
Alle de superlativkrydrede anmeldelser gjorde mig en anelse nervøs. En flok anmeldere der normalt har virkelig dårlig smag indenfor hip hop (Sound"fucking-5-stjerner-til-chief-keef"venue jeg ser jer!), men muligvis er gode indenfor noget jeg ikke kender til (og formentlig ikke har noget med musik at gøre) har skamrost den her plade. Da jeg hørte pladen første gang blev jeg lettet, for den lød en anelse kedelig. Eller det vil sige det er en plade der skal have lov at åbne sig, som en jomfru der nænsomt bliver defloreret, for nu at benytte lidt poetiske termer.
Khal Allan (som ikke hedder Allan) og Tue Track (der heller ikke hedder Tue) har udsendt hvad der kunne blive den sidste OVERGRUNDSUNDERGRUNDSPLADE i dansk hip hop historie. En plade der kommer fra en undergrundsmentalitet (der er så vidt jeg husker vist endda en af de klassiske "jeg er undergrund som en..." linjer på, som alle rappere i 90erne havde) men har overgrundsmix, dvs. det lyder af sprødhed og er ikke et dårligt og irriterende rodet hip hop mix, og heldigvis også overgrundsomtale. Jeg vil gå så langt som at sige det er en plade der ikke burde kunne eksistere og være en succes med det musikklima vi har i dag. En levende fucking selvmodsigelse, og tak hvem fanden du end tror på for det.
Det man lægger mærke til når man hører den er at her er to dudes der bare har prøvet at lave de bedst mulige tracks, og et album der heldigvis er befriende lettet for latterlige forsøg på forcerede hits. Der er ikke som sådan nogen rød tråd i det, men det lyder gennemgående så godt at man er lidt ligeglad.
Det er veldokumenteret at Tue Trizzack er en af de bedste og respektable hip hop producere med fod på dansk jord, og nu fedt at høre ham i konstellation med en anden rapper end hans sædvanlige Malk crew, hvor han får lov at vise en anden side af sig selv. Og han gør det pissegodt, og de umiddelbart simpelt skårne beats viser ved genlytninger ekstra lag. Så opdager man lige et Cypress Hill agtigt horn eller noget shit, man ikke havde lagt mærke til lå der før.
Khal Allan kaster rundt med gloser på må og få, og hans tilsyneladende temmelig THC-inficerede hjerne finder finurligheder og snørklede veje, og gør dem til en form for bizar logik. Det er sgu godt med en rapper, hvor man ikke kan dekode alting øjeblikkeligt hvad han siger, for så er der jo en grund til at spinne pladen en ekstra gang. Der er referencer til alt fra Waynes World til hans hjembys stolthed TV2, om man keder sig aldrig i hans selskab. Måske lidt som en indebrændt mavesur og dansktalende udgave af MF Doom (synes sgu ikke rigtig han lyder som Jokeren som nogen påstår, men hvis Jokeren og LOC er de eneste rappere man kender som journalist er det selvfølgelig en 50/50.
Normalt gider jeg ikke skrive om plader der er så omtalte som denne, men hey! jeg er som sagt pissebegejstret for at der er nogen der stadig udgiver noget af det der ægte hip hop, nu hvor det nærmest er blevet et skældsord.
Hvis alt dette ikke har overbevist dig om du skal høre efter så tror jeg nok der endda bliver samplet Konen (fra Kølig Kaj fame) på et nummer. Hvis man kunne få dagbøder for at holde det ægte ville Ponyblod få tildelt dem til den bitre ende i Ribers.
Så er min gode ven DeubleEs album landet. Det går under navnet "Hertugen" og udkom den dag vi holdte release i sidste uge på Stengade (grundlovsdag). Det er produceret af Tau Mau og Mikkel Nørtoft.
Som man naturligvis kan forvente er der ordentlig smæk på, for er der noget unge Deuble ikke gør er det at gå i for små sko. Det her er musik der veloplagt hvis man står og skal sniffe en tommelfingertyk linje coke, smække en kælling med baghånden trukket helt tilbage, eller hvis man bare har i sinde at indtage en 6-pack Tuborg sommerdrik (den med halvt øl og halvt lemonade) stille og roligt.
Der er 9 numre på skiven, og jeg har været så heldig at droppe noget shit på et af dem. Det hedder "Tilbage" (ikke at forveksle med "Tilbage" fra min egen skive). Deuble dropper noget dybt og seriøst på tracket om Rallemus (RIP), men formår trods strid modvind at holde det positivt.
Jeg prøver ydmygt at ramme tonen og David Dieu blesser os med et fremragende omkvæd, så hey det er præcis samme konstellation som Sandheden tracket "Gigantisk triumf" vores outronummer fra "Grovboksen".
Masser af nice tracks i mellem, men tror lige nu at min favorit er den storslåede "Har det for vildt". Der er desuden feats af Kim Hot, Bawl Disney, Abbaz, Skygg, Tau Mau og Pede B. Den her har kørt i massiv rotation den seneste uges tid.
Skurken er en travl herre. Han udgiver mixtapes som andre folk skifter undertøj. Ihvertfald noget der minder om det. Han har grindet som et monster de sidste par år og droppet mixtapes, lavet collabos og alskens ting og sager.
Hans seneste hedder "Sergei Kalasnikov", og hvis man kan lide sin rap rå og hårdkogt, så er det sgu vist den her kop te man skal drikke. Har hørt teksten fra "280 i timen" over et andet beat på et eller andet tidspunkt også. Fucking vild tekst, som helt bestemt er rewind materiale.
"jeg plejede at rende med flere breve end Postmand Per..."
I går stod den på triple releasefest på Stengade. Undertegnede naturligvis med "Lejligheden til venstre", og mine to venner kasperbroue og DeubleE med henholdsvis EPen "Ener" og solodebutalbummet "Hertugen".
Vi havde en fucking god dag med masser af gode folk i huset. Der var liveoptrædender ang mas. Abbaz, en ung og dygtig upcoming rapper, der rapper om at bawle over 808 beats spillede en lille håndfuld numre. Sgu nok en lidt utaknemmelig tjans at spille så tidligt, da der var sket et fuckup i forhold til hvornår dørene skulle åbnes. Herefter spillede kasperbroue EPen "Ener", der udkom tilbage i januar i sin fulde længde.
Jeg ville fucking gerne have spillet mit eget album i sin fulde længde. Jeg synes lidt det fortjener det, men jeg er jo Jacob Valbjørn, som desværre kun ganske få mennesker gider høre på. Heldigvis var nogen af de få mennesker tilstede i går aftes, hvor jeg spillede syv numre fra mit album. Dvs. teknisk set er "Sort musik part II" jo ikke at finde på pladen, men det kunne det sgu ligesågodt så fuckit.
Jeg havde flere gæster med end til et compilationalbum, heriblandt Pede B, kasperbroue også agerende som halvdelen af 4Fod, Patrick Chan, DeubleE og Patrick B. Jeg var backet up af min dude Wryck, der agerede DJ og backup specielt på de numre hvor jeg ikke havde gæster med. Jeg fik spillet både "Sort musik" og "Adrenalin marathon" for første gang. Sidstnævnte desværre med Mortito MIA men fedt regardless.
Efter mig spillede Bawl Disney lidt numre fra hans nye EP. Unge Bawl havde medbragt sin autotunemaskine, som jeg desværre trods lovning ikke nåede at pille ved. Man bliver nødt til at respektere en mand, der tropper op med sin egen autotunemaskine. Han havde den nærmest allestedsværende Skygg ved sin side, som gør den vildeste festlige figur på scenen. Som en hashrygende sprællemand, der kører på evighedsbatteri.
Aftenen blev afsluttet og rundet godt og grundigt af af unge Deuble, som leverede et rigtigt fedt show, og nåede endda at spille ekstranumre til ekstranumre. Hans plade "Hertugen" udkom netop i går, og den går jeg og pumper lige nu, og jeg vil foreslå du gør det samme. Mads Viktor bakkede ham op og Deuble spillede vidt og bredt fra hans katalog, og Kim Hot var også oppe at spille et par numre, som en del af Emils show. Jeg var selv med på to numre "Tilbage" fra hans nye skive og "Oi oi oi" fra Sandheden.
Alt i alt en fucking fed aften og props til alle der fortjener det. Og nu skal der vist laves ny musik....
Har nærmest stoppet med at poste US ting og holder mig til de danske men DAMN. Ka dropper heldigvis snart ny skive "The nights gambit". Herfra forventer vi intet mindre end en klassiker.
Sidste torsdag var jeg på Råhuset ved Halmtorvet og for første gang nogensinde spille numre fra mit seneste opus "Lejligheden til venstre". Det var den gode Bawl Disney der havde sendt bud efter mig. Ganske vist får jeg jo vanvittig mange tilbud om at komme ud og spille. Faktisk er det nonstop, så jeg ofte skifter telefonnumre og den slags, men den her sagde jeg ja til af den simple grund at det er gode gamle Bawl. Udover mig var de optrædende Det Blir Grimt, Stektflesk og MC Saft (DJ Rynkeby havde desværre meldt afbud på grund begyndende ledegigt efter for meget scratcheri) Backwords Institutions og Sten P.
For de cirka 15 mennesker spillede jeg følgende sæt
Dødvægt
Vindueskigger
Ingen melodi
Sort musik del 1 og 2
Anden til venstre
Nu skriver jeg ganske vist cirka hele prangende 15 mennesker men jeg tror jeg talte mindst 3 walkouts under "Ingen melodi", men på den anden side hvad fuck havde jeg selv forventet. Det understreger min teori om at det er et nummer der skiller fårene fra bukkene, eller i det mindste at det er et nummer folk virkelig hader af hele deres hjerte.
Jeg spillede Sort musik part 2 med fuldt lineup bestående af Patrick Chan og kasperbroue. Desværre var min dude Aeon MIA (noget med lårtykke blodstråler der stod ud af hans fod, med andre ord bare endnu en dag på kontoret) og DeubleE havde været så rar at tage hans plads og bustede verset fra "Adrenalin marathon".
En god aften trods sparsomt fremmøde (business as usual) og bagefter havde mig og unge Deuble den vildeste cypher kørende med de dope drenge fra Backwords Institutions.
Så har den stjernepsykopatiske mangetrilliardær Bawl Disney smidt en spritny EP på gaden. Og det til den helt billige pris af 0 kroner kan den downloades
Pladen er selvfølgelig produceret af Bawl selv, og der er desuden features af Luxxx, Skygg, MagerMayn og Oven Paa. Hele pladen kører et undervandstema, så hvis man kan forestille sig hvordan det er at dykke rundt på havets bund og søge efter sjældne perler, samtidig med man hører pornografisk autotune får man et godt billede af hvordan pladen lyder. Men HEY hør selv Bawl fyre op...
Så har det omvandrende hip hop leksikon også kendt som den morderiske stjernepsykopat PTA skrevet om "Lejligheden" på sin højst anbefalelsesværdige blog, hvor du blandt andet kunne læse om Mosell inden P3 "opdagede" ham. PTA gør sin ting, og ja det sagde jeg også inden han kastede venlige ord min retning.
Fuck derimod en del andre blogs, og det er specielt henvendt til dem der har en identitetskrise og ikke kan finde ud af om de er en musik eller modeblog. I ved hvem I er i små svin. Jeg har lyst til at droppe nogen navne, og det holder mig ikke tilbage at jeg er bange for de ikke vil skrive om mig, det er sgu mere bare whatsthefuckingpoint?
Jeg ved godt det er oppe i tiden (fuck et wack udtryk), men at være en hip hop blog version af det The minstrel show supportende Soundvenue (YEP de tenderer det småracistiske) er bare ikke fedt på nogen måde. Find nu fucking ud af om det er musik eller mode I vil skrive om. Det er i sandhed trist at de eneste musikmedier i Danmark er Soundvenue og Gaffa. Nå fuck det, det var en lille reklame eller hvad man kalder det. Tilbage til vores normale programflade....
PTA kalder Lejligheden ekstremt lytteværdig og samtidig mig for aparte, og det vælger jeg at tage som en kompliment selvom jeg godt ved at det er det ikke, når min mor kalder mig det (lidt for ofte). Desuden har Clemens skrevet at han digger tracket "Gråhåret spåkone" og det er sgu fedt, da som alle vel ved har lavet det track der var inspirationskilden til det klassikeren "Blåtonet gråzone".
Og jeg kan samtidig se at PTA han repræsenterer på noget JØWT shit. Those that tell don´t know those that know won´t tell...
Jeg har anmeldt mig selv på Rapspot. Hvor mange stjerner mon jeg får? Folk har været overraskende begejstrede for anmeldelsen og det er da også endt med at være ganske underholdende læsning.
Basically er det bare mig der går i selvsving (som jeg jo har det med at gøre, bare spørg min kone), og prøver at promovere min usle røv og få folk til at høre min skive, for det er stadig det det hele handler om.
I august 2009 begyndte jeg at indspille de første demoer med Wryck til hvad der var meningen skulle blive mit første album. Vi havde arbejdet sammen på hans mixtape "Død og pine"på det tidspunkt, hvor jeg var med på 4 numre, tror jeg. Vi vidste begge to at vi ville gøre noget vi ikke gør så meget, og prøve at gå en lidt anden retning.
Ingen af os kunne imidlertid forudse for det første hvilken retning musikken gik, og alt hvad vi skulle igennem for at pladen kunne udkomme. Til tider har det føltes som at højere magter ikke ville have den skulle ud. Men her en krig senere er mit første deciderede debutalbum så klar. Pissemange tak til Wryck for at tro på det her kunne blive gjort, Adam Sampler som har gjort et vigtigt arbejde på produktionssiden og mixning og mastering, og alle de medvirkende og alle der har hjulpet, som har gjort en uvurderlig indsats for at puslespillet kunne gå op.
Jeg er pissestolt over den her skide plade, og er udmærket klar over det ikke er den letteste plade i verden at lytte til, men den skal være præcis som den er, så få gang i downloaderiet.
Så har Maria Therese Seefeldt Stæhr (ikke just det mest mundrette navn) lavet en kort anmeldelse af min plade i Gaffa. Jeg er selv så positivt overrasket over overhovedet at være nævnt, at jeg helt glemmer at være forbitret over hun ikke synes jeg er verdens 8. lyriske vidunder, som jeg jo selv er fuldstændig overbevist om at jeg er (Ok, nas er heller ikke så dårlig). Hun smider 3 stjerner min retning, som jo var det samme Kool G Rap fik i sin tid i samme gratisavis for "Giancana story". Den fantastiske konklusion må altså være at efter at have rappet i evigheder er jeg nu ligeså god som G Rap, og det er jeg da ganske fornøjet over.
Nu det endelig skulle være så er det lidt en skam at gode gamle Grubert ikke er der mere. Det havde helt sikkert været pissesjovt at læse hvad han havde at sige til den. Jeg læser stadig hans fuldstændig klassiske Torrpedorr anmeldelse fra tid til anden, når jeg er i dårligt humør.
Så kommer endelig den dag jeg har set frem til længe, hvor "Lejligheden" dropper den 9. april 2013 cirka 9 år efter min første rigtige plade (onde tunger vil måske påstå at den var knap det) Blodsbrødre Skab dig EPen. Så kan jeg endelig brøste mig med at have et rigtigt soloalbum på CVet.
Her er en lille promovideo, hvor jeg ripper 8 danske beats. Rent faktisk er den helt tilbage fra 2010, men lad være med at sig det til nogen, da jeg lader som om jeg lavede den igår.
Den slags jackin 4 beats aktivitet har jeg jo rodet mig ud i før, og det her er en art del 2 af "Dine beats" fra 2007 (ligger på youtube hvis du digger), som rent faktisk var min første video overhovedet, lavet af Michael videodude.
I "Modgift" har Valby Kubrick i vanlig artsy fartsy stil foldet sig ud under kraftig påvirkning af sig selv, og så har jeg klippet nogle gamle dope filmklip ind fra klassisk shit som "Den andalusiske hund" og Th Dreyers "Vampyr".
GODDAMNIT. CDerne har jeg lige fået idag, og jeg fucking glæder mig så vanvittigt til at droppe den plade. Monsterprops til Flemming for det dope ass cover. Han er en sand artist og gav liv til mine løse idéer.
De første demoer lavede jeg med Wryck i 2009 august, og nu er vi i 2013. Det virker helt surrealistisk når man tænker på det nu, men at lave musikken var nemt, men så har der ellers været en helvedes masse curveballs af anden støbning, der har gjort at den først dropper nu.
Det har været en gigantisk personlig sejr for mig overhovedet at den udkommer, for den har kostet mere end blod, sved og tårer, men det har været det hele værd.
Tror jeg nok ihvertfald? Fuck det, her er tracklisten.
1. Dødvægt (prod. af Wryck)
2. Vindueskigger (prod. af Evoplex, co-prod. af Wryck)
3. Ingen melodi (prod. af Wryck)
4. Brudt feat. Katrine Schønnemann (prod. af Wryck)
5. Wrycks fix (prod. af Wryck)
6. Anden til venstre feat. 4Fod (prod. af Wryck)
7. Loyalitet (prod. af Adam Sampler)
8. Sort musik feat. Pede B og Seest (prod. af Adam Sampler, co-prod. af Wryck)
9. Gråhåret spåkone (prod. af Wryck)
10. Svinets hjerte (prod. af Wryck)
11. Tredje til venstre feat. Marco (prod. af Adam Sampler)
12. Tilbage feat. Milla (prod. af Wryck)
13. Krystalnatten feat. Morten Luco (prod. af Wryck)
14. Snakker til mig (prod. af Wryck)
15. Adrenalin maraton feat. Mortito, DeubleE og Pat B (prod. af Wryck)
Den sidste uge har jeg været ude et par gange og reppe sammen med et par gode venner som gæst ved deres shows. Først var den 16. februar på Stengade 30, hvor jeg rappede mit minivers til Machacha gigantposecut "Gaffatape". Machachas show fungerede som en art releasefest samtidig for hans spritnye plade "Liv", som man skal huske at tjekke op for.
Det blev lidt som ventet ret kaotisk, da det rent logistisk er fuldstændig umuligt at holde styr på så mange rappere. Men selvfølgelig pumpede lortet og der blev bustet bars i stor stil. En fed aften, og fedt som reminder at der rent faktisk er en del rappere der er cool og ikke bare idioter, som man godt kan komme til at tro hvis man følger Facebook eller andre sociale medier på en regulær basis (I ved hvem I er i små svin).
Sidste torsdag stod den på kasperbroue show på Underhuset under navnet "Detdetnye" og de var nået til nummer 6 i rækken. Det var første gang Kasper var ude at spille med numre fra hans EP "Ener", som han spillede opdelt i to sæt. I mellem spillede nykåret Rapslambattle champ Eco nogle numre.
I kasperbroues andet sæt medvirkede jeg, da vi spillede mit track "Sort musik part II", og vi havde et fuldt lineup med både Aeon og Patrick Chan på også. Efter det gik der monstercypher i den, hvor desuden DeubleE, Vigsø, MC Dave, Eco, PTA og en fyr der vistnok hed Daniel noget joinede ind, og der blev fyret godt op.
Der var ikke helvedes mange mennesker men hvad fuck gør det når det bare er de rigtige der er der.
Her er videoen langt om længe fra den battle vi havde mod de to kække ungersvende MC Dave og Sjurdur. Se hvad jeg havde at sige om den i mit tidligere indlæg om battlen. Irriterer mig jeg ikke vidste Dave var jøde og at han hedder Halifa til efternavn. Det skriger jo på at rimes på cannabis sativa.
Oh well, jeg husker det ikke sådan selv da vores modstandere red på en bølge af publikumsopbakning, men vi vandt 3. runde som jeg ser det nu. Too little to late som man siger, og når vi endelig skulle tabe var det til de mest sympatiske dudes man nogensinde kan rende ind i. Dave kalder endda mit nummer "Sort musik" for vanvittig godt i en konkurrence mod mig forchristsakes. Hvor flink kan man være.
Ved godt den her battle var det præcis modsatte men da jeg søgte på youtube dukkede den her op Sandheden feat. David Dieu "Gigantisk triumf" fra vores 2010 album "Grovboksen", og det var sgu et glædeligt genhør, så den får I lige med i hatten.
Det var et fucking godt år for hip hop, og New York vandt i stor stil. Ikke nødvendigvis i eksponering, men den hårde stil var der flere værdige repræsentanter for, og rent faktisk synes jeg det evigheder siden, der kom så mange rapplader ud jeg kunne lide. Jeg kan jo nævne en 15 stykker eller noget som der holder. Men som de, without further ado, her er min liste over 2012s bedste albums.
Jeg hørte tracket ”Cold facts” som jeg promoverede tungt
sidste år til alle der gad høre efter. I en tid hvor jeg havde virkelig svært
ved at gide at høre rap, vidste jeg med det samme at det her er det nye. Det
shit giver mig stadig kuldegysninger.
Jeg fandt først ud af senere at jeg faktisk havde hørt ham
på Roc M´s ”We do it” fra ”Marcberg” (nr.1 2010), og en GZA plade og at han
tidligere havde været med i Natural Elements.
Hele pladen har han selv produceret eller skal vi bare sige
loopet. De minimalistiske loops fra blandt andet Bo Hansson´s fremragende
”Sagan om ringen” soundtrack fungerer som perfekt baggrund for der er ingen
tvivl om at det er lyrikken der er i forgrunden her. Det her er nogle af de
bedste tekster nogenfuckingsinde. Man kan tage en hvilken som helst bid og den
er en quotable.
Der er omkvæd på, men tit er de kun 4 bars og de løfter sig
sjældent. De er der mere for at man lige får tid til at kapere det tunge
lyriske skyts, som der bliver disket op med.Det lyder muligvis ufattelig kedeligt, men atmosfæren og stemningen kan
måle sig med alt rap, i hvert fald for mine ører.
Pladen er helt tydeligt bygget op som ”Illmatic”. Der er 10
numre, og kun en feature (Roc M again and again) på track 3.
Jeg coppede selvfølgelig vinylen selv fra manden, som i god
hip hop stil havde et bonusnummer den fantastiske ”To our name”.
Det skal lige nævnes at manden har selv lavet videoer til
alle numre. Det er fandme imponerende så man kan simpelthen se hele albummet i
videoer på Youtube. Sov ikke. Og ja vi glæder os til hans collabo plade med Roc
som Metal Clergy ”Piece be with you”.
The dream is live
clean and good living/
As free as it seams
but this shit is a hood prison /
So we solk that poison
like Bivins/
Made noise and quitly
gave sisters nice ribbons/
Fuck them cops and
swats with night vision/
Give me three days
we´ll celebrate like Christs risen/
Grew up with good
spirited goons/
Now I only see em in
tombs or in visiting rooms
Og så har jeg ikke engang nævnt den klassiske linje ”I own
the night the heat is my receipt”. Udtrykket perler for svin har sjældent været
så aktuelt.
2. Roc Marciano – Reloaded
Det er virkelig
besynderligt at Roc pludselig er blevet internetpopulær. Han virker som en
person det er umuligt at blive internetpopulær for. Han gider ikke noget pis.
Han har masser af kendte rapvenner, men han tager kun de mest ukendte med på
sine plader. Han bruger næsten konsekvent ikke trommer på hans beats. Han er så
cool at han ikke hæver stemmen over 40 decibel når han rapper. Hans rapstil er
mere monoton end at vente på bussen. Han havde ikke så meget som en eneste
broke ass video til hans forrige plade. Jeg kunne blive ved.
Af uransagelige
grunde har han pludselig fået en helt syg hype, og jeg mener han er
hovedansvarlig for at NY ENDELIG ENDELIG er tilbage på toppen er nogle
decideret usle år for hip hop mekka med for meget stilforvirring og wack ass
tekster. Jeg forstår det ikke men er glad for det.
Roc er absolut
ikke nogen eksperimenterende rapper. Han gør hvad han gør og så bliver han bare
ved med at finpudse. Mobb Deep “The infamous” og Raekwon “Only built 4 cuban
linx”. Hvis du ikke synes de plader er guddommelige kan du helt sikkert ikke
lide det her. Roc er bare endnu mere cool og I skarp konkurrence med Ka er han
den tørreste mand i hip hop. Unge MC Sandkage flow.
Beatsene er blevet
endnu bedre siden “Marcberg” og samtidig også mere progressiv og bare
bonesagtige, og det klæder ham.Han har
produceret det meste selv, men har denne gang også et par andre af hans peeps
med, men det fede er at de tilpasser deres stil til ham og ikke omvendt.
Tidligere I år blev der lækket et Roc track over et Just Blaze beat. Det var et
fedt track men absolut slet ikke af så høj standard som der er at finde her, og
det beviser at dudes skal producer deres eget shit (I hvertfald hvis de har
evnerne)
Da jeg første gang
hørte “Tek to a mak” vidste jeg at den her plade ville blive en klassiker, og
jeg har ikke ændret mening siden. Jeg ser lidt Roc Marciano som en form for den
danske Andy Op. Ikke at de har så meget tilfælles men Roc er også på noget
næsten perfekt shit (google det hvis du ikke fanger sådan en).
Kort sagt
dræbermateriale fra start til slut, og “76” må vist regnes som årets nummer,
siden vi regner Ka “Cold facts” for sidste år.
3. Scott Walker – Bish bosch
Jeg har i årevis tortureret mine venners øregange (hvis du
spørger dem) med Scott Walker. Jeg har forårsaget at hashrygere med en i
forvejen tvivlsom hudfarve er blevet endnu mere askegrå i ansigtet.
Jeg kan ikke sige det nok. Jeg syntes alt han har lavet
siden Walker Brothers comebackpladen ”Nite flights” (bliver også brugt på det
fabelagtige Drive soundtrack”) har været genialt, og den kom i mit eget
fødselsår fucking 77 (ved godt man ikke må sige det højt. Hold alderen hemmelig
hip hopper, Jay-Z er også stadig 22). Han har så også kun lavet en plade par
årti, men fuck det det er stadig imponerende.
Jeg har svært ved at beskrive lyden af den her plade, men
for det ortodokse øre er det manglende groove muligvis et problem. Der er
temposkift og uforudsigelighed i store mængder, så det er ikke lige
baggrundsmusik. Det er stort og bombastisk og mesterligt. Om den er lige så
fantastisk som den forrige ”The drift” (som i øvrigt sammen med Suicides første
er en af ”Lejligheden til venstre”´s største inspirationskilder) vil kun tiden
vise, men at den er helt ekstraordinær er der ingen tvivl om.
Hans fremragende croonerstemme bliver kombineret med alt fra
et pruttekor, til næsten ortodoks heavy metal, og atonale blæseinstrumenter.
Say no more, det er genialt, og man skal heller ikke glemme hans altid
fantastiske og temmelig morbide tekster, som er et studie værd i sig selv.
4. Alchemist – Russian roulette
Da jeg er gigantisk Alchemist fan havde jeg glædet mig som
et lille barn til juleaften til den her. Ikke bare en Alchemist plade som hans
to tidligere ”1st infantry” og ”Chemical warfare”, men en Al plade hvor han
rent faktisk ikke rapper, men bare gør det som Al gør bedst.
Jeg syntes de første 5 gange jeg hørte den, at det var en
skuffelse af dimensioner. Jeg forstod ikke hvad det her russiske shit skulle
til for, og de morsomme titler alene (”Ivans workout plan”, ”Olegs flight” og
den bedste ”Decisions over veal orloff”Tynde skiver kalv med løg og champignon imellem gratineret med mornay
sauce på toppen. Real chef talk!!!)
Det første jeg fandt en anelse obskurt var manglen af
lilletrommer. Jeg har altid troet at lilletrommer var basen af hip hop. Jeg
mener det troede jeg jeg vidste indtil Al (med kredit til Roc M og Ka) beviste
at sådan er det slet ikke.
Da jeg for alvor kom ind i pladen fandt jeg ud af det er
intet mindre end et lille mesterværk vi har på hænderne her. Som den gode Adam
S sagde ”den her har han absolut ikke lavet for andre end sig selv”, og det er
sandt, men det betyder ikke man ikke kan lytte med. Det kan man i og for sig
sige om mange mesterværker deriblandt de sidste 3 Scott Walker plader.
Historien er at Al i Bolivia var inde i en russisk ejet
pladeforretning, og at alle samplesene skulle komme derfra. Om det er sandt
skal jeg ikke kunne sige, men ”Russian Roulette” er hip hop produktion taget
til næsten avantgarde agtige dimensioner. Der er nok en realistisk chance for
at folk der ikke ryger den Marianne Jelved ikke vil kunne relatere, men fuck
det, os der gør synes det er bomben, at sidde og zone ud til.
Al har bevæget sig fra pissegod traditionel hip hop
produktion til decideret psykopati med beatsene, og han virker tilat være på en hel røvfuld af mine top 10 liste.
Shiiiit, han fik endda den talentløse Domo Genesis Odd Future crew member til
at lyde anstændigt. Ingen tvivl om han holder no. 1 spottet som producer endnu
et år. Check også hans ridikuløst gode 7” ”Yacht rock” hvis du sov på den. Den
er lidt i samme stil.
5. Luv NY – Luv
NY
Jeg
kender hovedsageligt Ray West som produceren fra AG´s oversete 2010 album
“Everythings berry”.
Den
sygeligt underkendte Ray West var hovedmanden bag en af årets store positive
overraskelser, den såkaldte supergruppe Luv NY. Roc Marci, Kool Keith, AG, OC
og Kurious. GODDAMN, jeg kunne næsten ikke have plukket dem bedre selv!!!!
Man
skal dog ikke tage fejl af at selvom den er markedsført som en supergruppe så
er der I virkeligheden mere tale om et produceralbum, men musikken er så god at
det er lige før det ikke gør noget.Tracksene er ret korte generelt, og selvom der en tendens til man ikke
rigtig har orket at lave ordentlig sangstruktur, så gør de fantastiske,
atmosfæriske og hypnotiske beats kombineret med de fremragende rappere, der
heldigvis alle er på deres absolute A game, at den her er et must, hvis man har
det mindset love for NY rap, og det har man jo.
AG,
der har haft et fantastisk år gør det også fremragende her, ikke mindst på den
himmelråbende originale og fantastiske “Random”. Hvis der var nogle danske
rappere (udover mig selv, og shoutout til Sivas) der kan levere stemming på den
måde ville jeg spidse ører mere. AG kører efter less is more princippet og hans
stemmleje er intet mindre end fremragende, og noget kun en virkelig erfaren MC
kan præstere (nej, Danny Brown kan ikke).
Kool
Keith lyder bedre end hans solokarrierepeak I slutningen af 90erne, og man kan
kun håbe på han rocker flere Ray West beats I fremtiden. Jeg gider ikke engang
kommentere Roc Marci, for hvis du ikke ved nu manden er et geni, kommer dit ur
aldrig til at passe.
6. Swans – The seer
Jeg græmmer mig stadigvæk over jeg gik glip af sandsynligvis årets bedste koncert. Den stort anlagt Swans koncert i november.
Hvis man ikke kender til Swans kender man ikke til hardcore musik, og selvom de har været i fuld vigør i flere årtier er de blevet ved med at udvikle sig. Der er ingen grund til at gå i detaljer, for "The seer" er fantastisk fra start til slut.
7. Gangrene – Vodka & ayahuasca
Det umage par af Alan the chemist og Oh No teamede endnu en
gang op for deres andet album, der var endnu bedre end det dope ”Gutter water”.
De har også denne her gang opdelt produktionspligterne imellem sig, og de har
tydeligvis prøvet at udkonkurrere hinanden.
Hovedsageligt psych og progrock samples, og det her er
faktisk noget så sjældent som et velfungerende hip hop konceptalbum.Konstante psykedeliske toner, skæve og hæse
guitartoner, og referencer til rusmidler af alskens slags og uden konkurrence
årets sygeste featureliste (måske årtiets) med Roc M, Kool G Rap og Prodigy,
der alle gør det fremragende.
Al bliver bedre hver gang han rører mikrofonen, og Oh No er
absolut på hans A game her, og han bliver bare federe jo mere man hører ham.
”Drink up” kunne måske være mit yndlingsbeat fra i år. Det
kan man ikke høre uden at få lyst til at smadre noget shit.Jeg kunne blive ved med den corny nævn nummer
for nummer men det hverken gider jeg eller tillader min æstetiske sans.
Generelt hælder jeg nok til at det her er et af de bedst
producerede albums i år. Bare beatwise er det et psykopatalbum, og bliver der
så droppet nogen juveler har vi et fremragende album, som der på ingen skal
soves på.
8. Sean Price -
Mic tyson
At
New York skulle ryge tilbage i førertrøjen for hip hop skete i år efter alle
endelig havde opgivet at det nogensinde skulle ske. Det blev imidlertid ikke
den kommercielle overtagelse som en Biggie i sin tid stod for. Det blev en
stilistisk sejr for den øverste del af New yorks undergrund baseret på bedre og
hårdere rim, og en herlig tendens til at skide på ortodoks sangstruktur og
nogle gange bare vælge at fucking rime igennem og være ligeglad med et hook.
Sean
Price har med "Mic tyson" lavet det noget nær perfekte battlerap
album. En herlig kombination af hårdkogt og humoristisk, og endeløse rækker af
svinske battlerim. Så snart jeg hørte første track, den Alchemist-producerede
"Genesis of the omega" vidste jeg den her ville blive en af de gode.
Det shit giver mig lyst til at smadre tænder, og jeg er endda kendt som en
fredelig fætter.
Der
er stort set ingenting at finde her af substans, og det forekommer mig ikke at
der er meget personligt på denne her plade, men stilen og fantastiske numre som
førnævnte og "BBQ sauce" med hook af fantastisk Pharaohe Monch og i
virkeligheden en røvfuld mere gør det her til fucking underholdende hip hop.
9. Nas - Life is
good
Som
jeg har nævnt tidligere føler jeg ikke den her titel. "Life is good"
er der ingen poetiske kvaliteter i. "Illmatic" og "It was
written" er fede titler med masser af fortolkningsmateriale i. Derfor var
jeg lidt skeptisk, komme her og sige alt muligt shit om at livet er godt. Det
skal man passe på med på min side af tingene. Det er ikke noget for mig, men
jeg blev positivt overrasket over den her.
Albummet
starter som en sand fest. Det ene fede track efter det andet
"Locomotive" er dræber, "A Queens story" er dræber, selv
Rick Ross tracket er dræber, selvom Nas og unge herr Parole Officer har lige så
elendig kemi som Clemens og Kato. Okay måske ikke helt så elendig, men
ihvertfald sygt dårlig!!!
Vi
skal helt hen til det Mary J. Blige featurede "Reach out", før der
kommer et wack nummer, og jeg syntes jég kan erindre noget om at Mary lavede
samme trick på "Stillmatic", selvom man måske også kunne holde Nas´s
familie/ wackass homies Bravehearts ansvarlig for den. Konklusion må¨være ikke
flere Mary J features.
Fuck
det, Nas formår nogenlunde at holde sig til skillsmissetemaet, ihvertfald i
forhold til at det er rap. Så er det alment accepteret at man ikke behøver
holde sig helt så meget til konceptet selvom det er et konceptalbum. Har aldrig
helt forstået det, men for opfølgende bevis se den nye Game plade "Jesus
piece" (skal dog siges jeg elsker det overdrevent blasfemiske cover.
Smukt!) Der er gode personlige numre ("Bye baby", "Stay"),
der retfærdiggør temaet, og så er der totale skæverter som malplacerede
"Summer on smash".
Nas
beviser endnu engang at han kun konkurrerer mod sig selv, af den simple grund
at han er Nas. Det er mange år siden jeg har gidet at høre Jay-Z, som er totalt
irrelevant nu, men Nas er heldigvis still going strong.
10. Sleigh Bells – Reign of terror
Den her havde jeg glædet mig afsindigt til, og jeg blev alt
andet end skuffet. At jeg er decideret fan blev solidified da jeg var til
koncert på Loppen med bandet. En hurtig skunkjoint sammen med konen og så ind
og hoppe rundt som en vanvittig.
”Reign of terror” fortsætter i samme rille fra mesterværket
”Treats”. Der er en anelse tilløb til lidt mere melodi, men heldigvis ikke for
meget, for det synes os hardcore musikfans jo er noget overvurderet låååårt.
Guitarspilleriet er i en særklasse og en særklasse inden for larmende musik.
Samtidig er det hele så fremragende produceret, og hip hop producere burde få
lektioner af gruppen i hvordan man får trommerne til at pounde, for de er
ganske enkelt for sindsyge.
Det er vanskeligt at have så meget guitarstøj og så
alligevel have alting så diamantskarpt defineret i lydbilledet. Jeg er ikke
nogen sounddude, så præcis hvad de gør skal jeg ikke kunne redegøre for, men at
de har fat i den lange ende kan selv mine tinitusramte ører høre.
Det her er festmusik til en fest jeg gerne vil med til.
Uheldigvis bliver jeg oftest inviteret til fester (de cirka tre gange om året
det sker) hvor de spiller wack shit som John Mayer og Drake. OK, det passer
ikke jeg bliver faktisk aldrig inviteret til fest. Anyways har du chancen for
at fange dem live så snyd ikke dig selv.
Er ikke klar over hvilken
grund, men jeg havde en lille forhåbning om den her ikke ville blive en mursten
af format. Måske fordi jeg engang syntes Eminem havde en god roster ovre på
Shady. Inderst inde ved jeg jo godt bedre. Eminems hjerne fungerer ikke mere.
Det var som om han på et tidspunkt tog en pille der fik hans hjerne til
endegyldigt at sige fra.
Der er nogle gode rappere
her, især Royce, men alle fire har det tilfælles at de mangler et filter.
Fuckit det kunne bare være en god ven der siger til dem, nu er du wack.
Slaughterhouse har aldrig og vil aldrig fungere som gruppe. Deres
undergrundsplade var wack, den her er gudsjammerlig, og de beats der er her er
så dårlige der burde uddeles slag for dem. Et eller andet sted i systemet er
der nogen der burde få tæsk med en radiator og et godt gæt ville være Eminem.
Prodigy – HNIC 3 (albummet)
Efter sidste års i mine øjne fremragende Mobb Deep EP så det
så lysende ud. Så kom det katastrofale mixtape, og derefter det en anelse mindre katastrofale album. Jo der var et par numre "Without rhyme or reason" og den sublime "Slept on", men det var for lidt, og så har jeg ikke engang nævnt den pinlige twitteraffære der involverede en formodentlig meget stiv Havoc. Et dårligt år for P..
GOOD music - Cruel summer
Det er nærmest kotyme at Kanye og Em får en spot i min lille hall of shame her. Jeg havde lidt forventninger til den her plade, hovedsageligt fordi det var blevet annonceret at en af mine yndlingsproducere Q-Tip var med. Det var han imidlertid ikke, og dette kønsløse clusterfuck at såkaldte stjerner er der hverken hoved eller hale i, og det kan en Ghostface feature langtfra redde.
Jeg hader positiv rap. Det er ikke som sådan at jeg hader positive mennesker, medmindre de er decideret dumfriske. Jeg anerkender at positiv energi kan være godt i mange situationer på livets svære landevej, men jeg har bestemt aldrig været den store tilhænger af positiv rap, og har altid foretrukket Tim Dog fremfor Mos Def.
