søndag den 19. januar 2014
EE - 500 (OFFICIEL VIDEO) unge deubleEE udsolgte shows...
Den purunge og helt afsindige EE dropper første video fra hans kommende EP "Einstein" produceret af Adam Sampler, som jeg glæder jeg helt vanvittigt til. Videoen taler vist for sig selv...
søndag den 5. januar 2014
Årets Album og Sjolleralbum Awards 2013
Så er den korrekte setting vist i gear!!!
Vi skal til det igen. Du ved det, jeg ved det, du ved at jeg ved, og jeg ved at du ved det. Der er mange bitch ass lister derude, men kun en mening der holder så meget vægt som Jørgen Ryges. Endnu en gang har jeg udelukkende for jeres skyld og ikke for min egen skyld lyttet mig igennem alle albums der er udgivet i år eller i hvert fald noget der minder om det, og den officielle enmandsjury har voteret, og husk dine arme er ikke lange nok til at bokse med Gud og omfanget af dit intellekt er ikke stort nok til at argumentere mod Jørgen. Det her er de 11 bedste plader udgivet i år. Selv tak!
11 1. Ka – Nights gambit
Hvis man har fulgt min blog på regulær basis vil man vide
jeg er ret begejstret for Ka. Jeg mener han næsten ene mand har givet nyt håb
for en genre, der ellers var i alvorlig risiko for at gå helt i stilstand. Hans
”Grief pedigree” fra sidste år fik sushi og tartar til at lyde gennemstegt.
Ud af det næsten blå havde han endnu en heater klar kun lidt
over et år efter den forrige, og jeg er glad for at sige den er ligeså god, og
måske endda bedre?
Hvert eneste rim er on point, der bliver aldrig spildt tid,
og de lidt fladt lydende og rå beats er perfekt baggrund til hans
sandpapirsstemme.
Jeg har hørt den utallige gange nu, men fanger stadig nye
nuancer, sammenligninger og metaforer. Her har vi at gøre med greatness, og
”Peace akhi” kunne være det mest stykke koldblodige rapmusik du kommer til at
høre nogensinde. Teksten bliver nærmest reciteret, og djævlen lyder som en
guttermand sammenlignet med den måde den her tekst nærmest bliver spyttet ud
mellem tænderne på.
For den opmærksomme lytter er der ting at lære, jeg er
ligeved at sige man næsten kan meditere til det, ihvertfald ”Nothing is ” . Her
er helt klart dømt gudemusik, i stil med de bedste Nick Cave sange.
”You just scratch the
surface if you aint digging me”
Jeg er som udgangspunkt altid imod folk hvis mission kun er
at spole tiden tilbage når de laver musik. Men som man siger har man et
standpunkt til man føler sig snydt. Jeg måtte korrigere min opfattelse lidt her, ikke mindst
fordi den her plades udgivelse kom et par år efter (dvs. et godt tidspunkt)
efter jeg selv for alvor er kommet ind i psykedelisk musik, og jeg elsker det
her shit!
Først og fremmest har vi her at gøre med en plade, der har
flere narkoreferencer end Cypress Hills samlede katalog. Deres undergrundshit
”Lolland Falster” giver mig lyst til at rykke teltpløkkerne op og flytte dem
ned til selvsamme. Der gøres kreativt brug af alskens vintage instrumenter, og
den biodynamiske lyd kryber ind i alle huller og sprækker, hvor den
stimulerer hvad der stimuleres kan.
Det her er en af de plader der skal ejes på vinyl, da den
virkelig er skabt til det. Jeg har afspillet den både fra Spotify og vinyl og
der må den røde vinyl virkelig siges at gøre en stor forskel. Pop lidt LSD i
teen og skru op, og du får helt sikkert en hyggelig aften.
Folk græder altid over dit og dat oftest baseret på deres
indre problemer fremfor hvad der lyder godt og dårligt. Prodigy er populær at
svine til, men fakta forbliver fakta. Selv de dårligste Prodigy Mobb udgivelser
har flere heaters, end der udkommer på et helt år af danskrap, alle inklusive..
I år var vi så heldige at få en af de bedste P udgivelser i
et stykke tid, og virkelig en genoprejsning efter den halvfesne ”HNIC 3”. P lyder god og sprød og kaster random
dødstrusler både til højre og venstre uden nogen form for kronologi eller
sammenhæng. Med andre ord, P er tilbage i topform!
Alchemist produktion er så nyskabende og fantastisk, at det
nok varer omkring et halvt årti, før folk forstår omfanger af afsindigheden han
leverer her. Her er obskurt lydende hunde, forkølede horn, dødseskapisme
obskuriteter fra det rumænske provinsdiskotek. Vi er vist ude i den bedst
producerede rapplade 2013.
Der er for mange højdepunkter til at nævne alle, men den
minimalistiske pianobanger ”Stay dope” får hårene til at rejse sig, og
ligeledes kollaborationen P og Roc Marci ”Death sentence” hvor de får
dødstrusler til at være langsomme og smukke som tibetansk røgelse.
4. Roc Marciano – The pimpire strikes back
Ovenpå sidste års mesterværk ”Reloaded” er Roc M fortsat i
hans vanvittige arbejdstempo. Ja han har selv påstået han havde 4 færdige
albums mere klar inden udgivelsen af ”Reloaded”.
Her har vi hans første mixtape nogensinde, og lad det være
slået fast med det samme, Det er ingen ny ”Reloaded” eller ”Mausberg”. Dertil
er bundniveauet ikke helt ligeså højt. Lyden er lidt mere rugged og
ghettomixet, men der er tracks til at holde en over i dagevis, og der er nogle
genialiteter på som sagtens kunne have været med på ”Reloaded”.
Der er både Madlib og Alchemist produktioner på, men først
og fremmest en god røvfuld at Marcis egne stilskabende beats, dvs endnu en gang
stort set uden trommer. Fløjteloopet fra ”Slingers” hvor den fremragende
Knowledge Pirate (a star in the making) featurer har fået mig til at gennemhøre
hundredvis af plader for at finde noget lignende. Det er simpelthen så
dræberagtigt godt, at uanset hvad der gøres ved det vil det bare blive
dårligere. ”Ten hoes down” igen med Knowledge på er produceret af Alchemist og
er det der pimped-out-rammer-dit-hjerteslag-musik.
Så nej ingen ny ”Reloaded” men bedre end stort set alle de
her motherfuckers albums stadig.
5. Roc Marciano – Marci beaucoup
Inden årets afslutning nåede Roc lige at smide først mixtape
og så hans ikke tredje ”rigtige” album, mens hans produceralbum, og det skal
kort fortalt forstås som at han producerer og rapper på alle tracks, men der
features på alle, og han er ikke bange for at lade de featurede rappere få
deres shine på, selvom han selv absolut begraver alle tracks, graver dem op og
begraver dem igen.
Her er at finde de sædvanlige kollaboratører som Ka,
Knowledge Pirate, Action Bronson, Gangrene men også andre sprøde rappere som
min dude AG, Quelle Chris, Freeway (nok rent faktisk den mest wack på pladen,
men manden kan jo ikke gøre for han er født med bæltetaske vokal), Cormega og
en røvfuld andre.
Jeg er generelt mest til de beats der ikke er så soulagtige,
og mere udsyrede (surprise surprise). Der er ikke som sådan noget koncept, der
bliver bare rappet derudaf, men heldigvis er niveauet af så høj standard at man
stadig føler smerten. Højdepunkter er ”Drug lords” med Knowledge Pirate (igen
og igen) og ”Confucius” med Ka (også igen og igen).
For alle der synes han er en dumbass at høre på, så skal man
bare høre ordentlig efter, så er der masser af juveler som ”fuck lying to the kids/ gotta get it how you live”.
6. Quelle Chris – Ghost at the finish line
Jeg har været nede med Quelle Chris længe og var stor fan af
hans første album ”Shotgun and sleek rifle”. Jeg vælger ikke at tage det ujævne
prealbum ”Niggas is men” med.
Ligesom Ka og Roc Marci har vi at gøre med en rapper der
hovedsageligt producerer sit eget shit, og som samtidig ikke er bange for at
være langt ude på den gode måde. Uden nogen som helst sammenligning med de to i
øvrigt. Quelle kører sit eget løb, hvor han selv stiller forhindringer og
dogmer op. Han har artsy fartsy tendenser, bruger humor på en fed uplat måde,
og han gør noget virkelig få rapplader gør.
Han overrasker og man keder sig aldrig i hans selskab. Jeg var vild med
både video og track til den kun to minutter lange ”Superfuck”.
Vi har at gøre udelukkende med organiske Rudolf Steiner
samplebeats så støvede at de kan få en Ipod til at køre i samme rille, i hvert
fald næsten. Helt sikkert noget shit man
kan få sin rygeesdragonblazer på til, hvor der både er knowledge og grotesk
humor til at holde en kørende i lang tid.
Og årets feel good nummer må være ”Look at shorty”. Alt for fedt.
Den ret bombastiske og måske lidt søgte titel lyder som
noget hvor der bliver sat et løfte man har svært ved at holde. Det er
imidlertid langtfra tilfældet her, og en veludviklet musikalsk kreativitet
parret med intellektuelt overskud gør at den gamle Teardrop Explodes frontmand
leverer en overraskende friskt lydende plade. Der omhandler det gamle 70er
koncept revolution og formår at bringe mange forskellige vinkler på det.
Jeg er vild med den måde trommerne lyder som noget fra en
indspildning i 70erne på. Her er inspiration af alt muligt hypnotisk men mest
af alt ser Julian Cope sig selv i rollen som shamanen, der skal bringe lytteren
i trance.
Med fantastiske titler som titelnummeret ”Russian revolution
blues”, ”They were on hard drugs” og ”The armenian genocide” ved man at den er
et lyt værd, og det viser sig den er meget mere end det. Yep der er dømt
greatness. Jeg venter lige 20 år og så skal jeg satme sample ”Russian
revolution blues”. (OK så er der en åbning til at I kan bite mig igen, i
fucking fantasiløse producere. I ved hvem I er)
Jeg har aldrig forladt mainstream rap. Det har forladt mig
og ikke bare det, har ladt mig i stikken. Jeg har aldrig stemt ja til
sammensmeltningen af rap og r&b. Rap jeg var vild indeholdt helikopterlyde,
pistolskud og sirener. Jeg har aldrig stemt ja til at lade alle de her
fruitcakes komme ind i huset.
Hvad fører mig til at jeg rent faktisk for en gangs skyld
har et mainstream rap album med på listen. Man kan ikke ignorere Pusha T´s for
sindsyge rapteknik. Jeg har set Clipse en gang (og var med til at varme op med
4Fod) og så Kanye i Tivoli, da jeg arbejdede der og vi listede os ud efter
service. Der fik man demonstreret hvor fremragende en rapper Pusha er, han tog
hele Kanyes stort opsatte show ud med et vers. Selvfølgelig opdagede hans moron
fans det aldrig, eftersom Kanye fans generelt er dumme som snot.
Egentlig er der nogle virkelig skodtracks herpå, men så
overbevisende rap og nogle helt fantastiske tracks gør bare vi kan ikke
ignorere den her plade. Den geniale minimalistiske ”Number on the boards” er
fantastisk skruet sammen, og ligeledes ”Nosetalgia” featuring Kendrick Lamar er
gudemusik. Med så fantastiske tracks kan man godt se igennem fingre med lidt
autotune og sentimentalt følelsesporno klaverspil a la Kanye.
Pladen som Jay-Z gerne ville have lavet, hvis han kunne
mobilisere eller i det mindste bare simulere den mindste smule sult efter noget
som helst.
9. Ponyblod – Ponyblod
En god tendens med at OG producere som Noize og Tue Track hooker op med halvveteranrappere og laver hele plader. Mere mere mere.
Det var et stort år for det gamle Helt Sikkert. Machacha, Supardejen
og LarsEfx albums, og ikke mindst Ponyblod. Jeg har skrevet en masse om den som
kan tjekkes her (link). Et at årets bedste albums og for det ikke skal være
løgn så remixede Tue Track sgu lige hele albummet, og det var også fedt, og
åbnede mig op for endnu flere af Allans komplekse linjer. Jeg ved godt det er
en uskreven regel at en dansk rapper ikke må give den op for en anden dansk
rapper (eller er det kun en bitchass dansk rapper der nægter det?), så undskyld
mig mens jeg siger salute!
Årets mest ambitiøse danske plade var tredje version af Den
Sorte Skoles lektion-føljeton. Som alle andre kender jeg kun Den Sorte Skole
fra deres gode mashups, men når alt kommer til alt ikke andet end mashups,
denne Djsenes version af at rappe over populære instrumentaler. Jeg har ikke
hørt deres to første plader, og jeg gider heller ikke. Dertil er der for meget
P3
jeg-er-hip-hop-men-alligevel-ikke-konfronterende-så-alle-elsker-mig-a-la-malk-de-koijn-du-ved-uden-nogen-god-grund.
Her på den tredje plade væltede de mig fuldstændig omkuld af overraskelse for her var sgu pludselig trådt i karakter, og var ikke bare interesseret i at få fadølsstive gennemsnitsdanskere med høje tanker om sig selv til at feste. Det her er et kæmpe puslespil af obskure samples, de har vævet sammen til en stemningsfuld audio patchwork, der åbner op for nye dimensioner hver gang man hører den. En på alle måder nyskabende og grænsenedbrydende plade. Denne plade er en inspiration til alle sampleartister derude, og noget man Jeg læste i et interview at halvdelen var gået ved deres første koncert. Tillykke til Den Sorte Skole, missionen er fuldført.
11. Earl Sweatshirt – Doris
Hvis Odd Future hypen var gået som den slags oftest går,
ville den være stendød nu. De formår alligevel at holde den kørende, og selvom
jeg ikke nødvendigvis er den store fan, så man respektere at de aldrig kører
efter den nemme hitløsning. Kan selvfølgelig være de overhovedet ikke ved
hvordan man laver sådan et, de er jo nogle unge dudes.
For mig var årets store overraskelse i den positive afdeling
at Earl Sweatshirt droppede chokeffekt taktikken, og smed sit fede debutalbum
”Doris” ud, og begyndte at rappe om sit eget liv med en livserfaring klart
foran sine kun 18-19 somre eller hvad vi har. Fuck alle jer der ha sammenlignet
ham med Nas. Det er jo decideret grinagtigt, men han er dope og har dope
tekster, og så er der bonuspoint for en (om end lidt misbrugt) RZA feature,
lige så meget som at en feature fra den altid wackass Mac Miller trækker ned.
Masser af gode tracks og førstesinglen ”Chum” smager decideret af greatness.
BOBLERE
DJ Muggs – Bass in your face
Hannibal Stax & Marco Polo – Seize the day
Boldy James & Alchemist – My 1st chemistry set
Run the Jewels – Run the Jewels
Midaz the Beast – Another universe
Durag Dynasty
Ghostface Killah – 12 reasons to die
Marco Polo – P 2 – THE DIRECTORS CUT
Nick Cave - Push the sky away
Årets sjolleralbums AKA det Eddie Skolsk sjolske niveau
Jeg var ikke imponeret over de første numre jeg hørte fra
den her, og blev slemt skuffet da jeg så endelig hørte den.
Jeg havde en slem anelse, da jeg så det mafiosolignende
tema. Den blev som jeg ser det godt og grundigt lukket med The Firm fiaskoen.
Jeg havde set frem til en masse Kool G Rap vers og ganske vist får man da også
det, og han er som altid fed, men jeg kan næsten ikke bære at skulle igennem et
helt Necro vers og et omkvæd inden. Af en eller anden grund så ligger Necro
først på stort set alle numre, og det er pisse irriterende. Beatsene er halv
søvndyssende boom bap, der ikke gør noget for nogen af dem. Og jeg plejede
endda at være Necro fan, men det her er for meget lærer og student, når G Rap
han outshiner dude på albummets alle 287 monotome tracks.
Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at bruge tid på
Eminem, men det er jo nok i et håb om at han tager ved lære ved hjælp af mine
bevingede ord, og så ville jeg jo have vundet retten til at blære mig. Måske
har han ikke computer, måske han ikke ved hvordan man skal bruge Google
Translate. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at hjælpe ham
og hans fans på så mange måder. Nogen gange føler jeg det helt som om jeg ikke
bliver værdsat. Jeg er et godt menneske der har meget at tilbyde verden.
Hvorfor vil han ikke tage imod en hjælpende hånd fra et menneske til et andet?
Hvorfor forstår hans mange fans ikke omfanger af hvad jeg er istand til at
gøre. Hvad har den her plade egentlig overhovedet at gøre med etteren?
Så mange spørgsmål jeg ikke er i stand til at svare. Er der
ikke nogen der vil gøre Eminem en tjeneste og få ham hooked på piller igen? Det
fungerede bare så meget bedre for ham, Rick Rubin eller ej.
Steen Jørgensen – Standards for living
Steen Jørgensen er/ var forsanger i Danmarks bedste band
nogensinde. FAKTUM. For den yngre generation er han nok mest kendt som ham den
enarmede stodder fra det der TV-show, som ikke var X-faktor. Nu cirka 200 år
inde i hans karriere laver han så hans første soloplade. Og det er en plade med
coverversioner.
GAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAB
allerede inden man har hørt et ord. Her har vi den ene sutter røv for hårdt
coverversion efter den anden. Han cover kraftedme ”Lay lady lay” det gamle Bob
Dylan nummer, og det er ikke kønt at høre på. Udvalget af sange er simpelthen
så fantasiløst fundet på, at han taber allerede inden han er begyndt. ”Riders
of the storm” gaaaaaab igen og igen. Det er tåkrummende pinligt at høre en
gammel helt blamere sig på denne måde. Det her album får jo TV-præstationen til
at virke som et mesterstykke i integritet.
Etiketter:
eminem,
ka,
ponyblod,
quelle chris,
roc marciano,
steen jørgensen
Abonner på:
Opslag (Atom)