Denne her blog handler om konfronterende musik, især den man kan høre gennem væggen fra lejligheden til venstre. Og mit album
"Lejligheden til venstre", der kan downloades gratis på http://lejlighedentv.dk.
Åbn døren og gå ind....
Stormesteren er manden der om nogen har redefineret ordet hip hop tid. Til sammenligning får han Dr. Dre og hans Detoxprojekt til at virke som en døgnflue. Der har efter sigende været arbejdet 10 år projektet, og det er uden at sove. Fuck Kesi Stormesteren har ikke sovet i ti fucking år. Rent faktisk har manden ikke engang blinket. Han har højst hvilet sig en smule stående op af et bræt i hans Køge residens.
Det praktiske; Der er produktioner af Prospect, C.O., Chewbacca, Ener og Banner og features fra Ener, Banner, LarsN, Meller og minsandten om gode gamle Jørgen ikke også popper op på det nummer der hedder "Aggresstiv". Det er i sin tid indspillet i Stormesterens hjemmestudie.
Hvis du undrer dig over de referencer der er til den nye rygelov lugter det jo lidt af det ikke blev indspillet i sidste uge, og ja, det er da også sandt. Jeg kan læse mig frem til det er indspillet i 2008 og det skal nok passe. Gode gamle Meller medvirker også.
Mine yndlingsnumre på pladen er lige nu cruisertemaet "Næste røde lys" og den selvreflekterende "Videre i teksten". Pladen er at finde på iTunes, Spotify og allathat. Tjektjek
Her den anden dag modtog jeg et lyrisk mesterværk med posten. Glasuren På Kulturen, et af de mest velrenommerede navne i den danske undergrund udgiver deres anden plade. Der forlød først rygter om at den hed "Old school som Tollundmanden". Så begyndte der at versere rygter, om at den ville hedde noget andet. Til diverse jams blev der snakket. Ingen vidste dog hvad den skulle hedde, men folk havde alle mulige bud. Jeg har hørt titler som "Myrder skufler på en daglig basis", "Hold det ægte som marmelade fra den gamle fabrik" og "Ceremoniens mestre dropper den sygeste lyrik", men det endte altså med det meget passende "Fra undergrunden".
Jeg vil ikke engang begynde på at citere lyrikken, for der er så mange guldkorn, og syge metaforer, at det ingen ende vil tage. Jeg rendte første gang ind i Akademos og Den Lyriske Hjemmedreng til et jam i midthalvfemserne i Ballerup (der var meget poppin indenfor hiphop dengang), hvor jeg selv var en lille knægt, der naturligvis vidste hvem den allerede meget anerkendte battlerapper var, og jeg havde naturligvis alle hans kassettebånd. De stod og røg superskunk af en romkugle, hvor der på toppen var monteret et gigantisk chillumhovede, og jeg var meget overrasket over hvor cool de var, selvom de fik så meget undergrundsfame som de gjorde.
Mine favoritnumre skifter hele tiden, men lige nu er det "Gothpigen" og nyklassikeren "YÅK YÅÅÅÅÅÅK". Og forresten fik jeg nævnt at der er syge features af alle fra Jay-B, Al Agami, MC Einar, Dee Pee, Meller, Kongen og Knægten, Konen, Stilen Er Profilen og mange flere af de gode gamle 90er rappere.
Fik jeg desuden nævnt at denne her fantastiske plade kun er at finde på vinyl, og hverken at finde på sjolske formater som CD og digitale medier. Jeg vil i høj grad foreslå at du går ind på deres facebook, og bestiller dette unikke stykke dansk hip hop kultur, medmindre du har tænkt dig at leve som en præmiesjoller resten af dit liv
Trackliste
Side A
1. Vi´GPK
2. Kulturen mastodonter
3. Gothpigen
4. Vil du med til jam pt. 2
5. Indse det er sjolsk
Side B
1. DJ Nååjaa på den fader
2. Kongerne af bongerne feat. Hashrotten
3. Yåk yåååååk
4. Legenderne med elementerne feat. Jay-B, Dee Pee, OMC, Akademos, Tyde T, Kongen & Knægten, MC Dan, DLH, MC Jimmmiiieieeee, Al Agami, konen, Mad Comix, L Ron Harald, MC Einar, Isbjerg, Stilen R Profilen, MC Tase
Måske en dude, der går under navnet Keis Khatib. Jeg opdagede dude gennem Spolopblogs rap og R N B compilation "Ordet på gaden" (en titel der SÅ meget skal diskuteres ved efterkritikmødet, men dog props for at gøre NOGET). Nummeret hedder "Respekt" og så kan man jo sige der ikke er lovet for meget, men det er et fucking fedt laidback nummer, der kører den nye New York stil med meget lave trommer, og 90er loops med horn og vokalsamples, hvor han siger grineren ting som "vil du være i spillet kan du få lov at hente pizza". Kort sagt et af de bedste dansk rap numre de sidste par år.
Og nej, jeg kender ikke dude, så der er ingen nepotisme involveret. Det er meget lang tid siden jeg har orket at lave en googlesøgning på en dansk rapper, men jeg måtte høre mere, og der var heldigvis et nummer mere der hedder "Blåt stempel", og fucking surprise, det er faktisk endnu federe. Mere laidback hashrygningsmusik som vi kan lide det med et smørsmødt fløjteloop, og keys fortrinligt spillet af Kriswontwo.
2 numre i træk fra en dansk rapper der er fantastiske. Knib jer selv i armen bitches, det her sker bare ikke nej nej nej. Og på toppen af det virker det endda som han producerer hele lortet selv i overlegen stil.
Det virker som han kommer ud af det crew der hed Royal Mudd, hvor også Solo Solito og Felix de Luca kommer ud af. I sin tid pønsede jeg på at lave noget musik med et af medlemmerne, men som jeg husker det fik vi vist aldrig rigtig lagt det ned. Men fuck det, det virker som der er en EP på vej (hvorfor ikke en LP?) fra Keis Khatib, der hedder "Zone 2", og det ser vi frem til.
Ny Meller video, som er en god anledning til at revisit Mellers album fra sidste år "Blæksprutte" eller hans gruppealbum Genganger med Supa Dejen og Tyde T.
Videoen er filmet under sydlige himmelstrøg, jeg skal ikke helt kunne redegøre for hvor i verden det er, men sikkert og vist er det ihvertfald at der er en lidt højere gennemsnitstemperatur end her i landet.
Og så er der iøvrigt props til at stadig hedde MC som fornavn. Er Meller den sidste danske MC?
Der er dømt autoriseret gangstashit med dette her spritnye udspil fra Glasuren på Kulturen med en superlækkert produceret skøn musikvideo til at ledsage dette lyriske mesterværk.
Og jeg hælder nok til at vi er ude i det samme som med Mobb Deep "Shook ones pt. 2", at her har vi en toer der er bedre end 1eren.
Den hellige treenighed af Tyde T, Meller og Supardejen har i al stilfærdighed gået og færdiggjort et gruppeprojekt. Har lige set deres første video, og jeg må sige er man ikke bange for actionpacked bangalistic hip hop med skomarbas og sygelige filmreferencer (og det er man jo) så har vi en vinder her.
Den purunge og helt afsindige EE dropper første video fra hans kommende EP "Einstein" produceret af Adam Sampler, som jeg glæder jeg helt vanvittigt til. Videoen taler vist for sig selv...
Så er den korrekte setting vist i gear!!!
Vi skal til det igen. Du ved det, jeg ved det, du ved at jeg
ved, og jeg ved at du ved det. Der er mange bitch ass lister derude, men kun en
mening der holder så meget vægt som Jørgen Ryges. Endnu en gang har jeg
udelukkende for jeres skyld og ikke for min egen skyld lyttet mig igennem alle
albums der er udgivet i år eller i hvert fald noget der minder om det, og den
officielle enmandsjury har voteret, og husk dine arme er ikke lange nok til at
bokse med Gud og omfanget af dit intellekt er ikke stort nok til at argumentere
mod Jørgen. Det her er de 11 bedste plader udgivet i år. Selv tak!
11 1. Ka – Nights gambit
Hvis man har fulgt min blog på regulær basis vil man vide
jeg er ret begejstret for Ka. Jeg mener han næsten ene mand har givet nyt håb
for en genre, der ellers var i alvorlig risiko for at gå helt i stilstand. Hans
”Grief pedigree” fra sidste år fik sushi og tartar til at lyde gennemstegt.
Ud af det næsten blå havde han endnu en heater klar kun lidt
over et år efter den forrige, og jeg er glad for at sige den er ligeså god, og
måske endda bedre?
Hvert eneste rim er on point, der bliver aldrig spildt tid,
og de lidt fladt lydende og rå beats er perfekt baggrund til hans
sandpapirsstemme.
Jeg har hørt den utallige gange nu, men fanger stadig nye
nuancer, sammenligninger og metaforer. Her har vi at gøre med greatness, og
”Peace akhi” kunne være det mest stykke koldblodige rapmusik du kommer til at
høre nogensinde. Teksten bliver nærmest reciteret, og djævlen lyder som en
guttermand sammenlignet med den måde den her tekst nærmest bliver spyttet ud
mellem tænderne på.
For den opmærksomme lytter er der ting at lære, jeg er
ligeved at sige man næsten kan meditere til det, ihvertfald ”Nothing is ” . Her
er helt klart dømt gudemusik, i stil med de bedste Nick Cave sange.
”You just scratch the
surface if you aint digging me”
2.Spids
Nøgenhat – Kommer med fred
Jeg er som udgangspunkt altid imod folk hvis mission kun er
at spole tiden tilbage når de laver musik. Men som man siger har man et
standpunkt til man føler sig snydt. Jeg måtte korrigere min opfattelse lidt her, ikke mindst
fordi den her plades udgivelse kom et par år efter (dvs. et godt tidspunkt)
efter jeg selv for alvor er kommet ind i psykedelisk musik, og jeg elsker det
her shit!
Først og fremmest har vi her at gøre med en plade, der har
flere narkoreferencer end Cypress Hills samlede katalog. Deres undergrundshit
”Lolland Falster” giver mig lyst til at rykke teltpløkkerne op og flytte dem
ned til selvsamme. Der gøres kreativt brug af alskens vintage instrumenter, og
den biodynamiske lyd kryber ind i alle huller og sprækker, hvor den
stimulerer hvad der stimuleres kan.
Det her er en af de plader der skal ejes på vinyl, da den
virkelig er skabt til det. Jeg har afspillet den både fra Spotify og vinyl og
der må den røde vinyl virkelig siges at gøre en stor forskel. Pop lidt LSD i
teen og skru op, og du får helt sikkert en hyggelig aften.
3. Prodigy & Alchemist – Albert Einstein
Folk græder altid over dit og dat oftest baseret på deres
indre problemer fremfor hvad der lyder godt og dårligt. Prodigy er populær at
svine til, men fakta forbliver fakta. Selv de dårligste Prodigy Mobb udgivelser
har flere heaters, end der udkommer på et helt år af danskrap, alle inklusive..
I år var vi så heldige at få en af de bedste P udgivelser i
et stykke tid, og virkelig en genoprejsning efter den halvfesne ”HNIC 3”.P lyder god og sprød og kaster random
dødstrusler både til højre og venstre uden nogen form for kronologi eller
sammenhæng. Med andre ord, P er tilbage i topform!
Alchemist produktion er så nyskabende og fantastisk, at det
nok varer omkring et halvt årti, før folk forstår omfanger af afsindigheden han
leverer her. Her er obskurt lydende hunde, forkølede horn, dødseskapisme
obskuriteter fra det rumænske provinsdiskotek. Vi er vist ude i den bedst
producerede rapplade 2013.
Der er for mange højdepunkter til at nævne alle, men den
minimalistiske pianobanger ”Stay dope” får hårene til at rejse sig, og
ligeledes kollaborationen P og Roc Marci ”Death sentence” hvor de får
dødstrusler til at være langsomme og smukke som tibetansk røgelse.
4. Roc Marciano – The pimpire strikes back
Ovenpå sidste års mesterværk ”Reloaded” er Roc M fortsat i
hans vanvittige arbejdstempo. Ja han har selv påstået han havde 4 færdige
albums mere klar inden udgivelsen af ”Reloaded”.
Her har vi hans første mixtape nogensinde, og lad det være
slået fast med det samme, Det er ingen ny ”Reloaded” eller ”Mausberg”. Dertil
er bundniveauet ikke helt ligeså højt. Lyden er lidt mere rugged og
ghettomixet, men der er tracks til at holde en over i dagevis, og der er nogle
genialiteter på som sagtens kunne have været med på ”Reloaded”.
Der er både Madlib og Alchemist produktioner på, men først
og fremmest en god røvfuld at Marcis egne stilskabende beats, dvs endnu en gang
stort set uden trommer. Fløjteloopet fra ”Slingers” hvor den fremragende
Knowledge Pirate (a star in the making) featurer har fået mig til at gennemhøre
hundredvis af plader for at finde noget lignende. Det er simpelthen så
dræberagtigt godt, at uanset hvad der gøres ved det vil det bare blive
dårligere. ”Ten hoes down” igen med Knowledge på er produceret af Alchemist og
er det der pimped-out-rammer-dit-hjerteslag-musik.
Så nej ingen ny ”Reloaded” men bedre end stort set alle de
her motherfuckers albums stadig.
5. Roc Marciano – Marci beaucoup
Inden årets afslutning nåede Roc lige at smide først mixtape
og så hans ikke tredje ”rigtige” album, mens hans produceralbum, og det skal
kort fortalt forstås som at han producerer og rapper på alle tracks, men der
features på alle, og han er ikke bange for at lade de featurede rappere få
deres shine på, selvom han selv absolut begraver alle tracks, graver dem op og
begraver dem igen.
Her er at finde de sædvanlige kollaboratører som Ka,
Knowledge Pirate, Action Bronson, Gangrene men også andre sprøde rappere som
min dude AG, Quelle Chris, Freeway (nok rent faktisk den mest wack på pladen,
men manden kan jo ikke gøre for han er født med bæltetaske vokal), Cormega og
en røvfuld andre.
Jeg er generelt mest til de beats der ikke er så soulagtige,
og mere udsyrede (surprise surprise). Der er ikke som sådan noget koncept, der
bliver bare rappet derudaf, men heldigvis er niveauet af så høj standard at man
stadig føler smerten. Højdepunkter er ”Drug lords” med Knowledge Pirate (igen
og igen) og ”Confucius” med Ka (også igen og igen).
For alle der synes han er en dumbass at høre på, så skal man
bare høre ordentlig efter, så er der masser af juveler som ”fuck lying to the kids/ gotta get it how you live”.
6. Quelle Chris – Ghost at the finish line
Jeg har været nede med Quelle Chris længe og var stor fan af
hans første album ”Shotgun and sleek rifle”. Jeg vælger ikke at tage det ujævne
prealbum ”Niggas is men” med.
Ligesom Ka og Roc Marci har vi at gøre med en rapper der
hovedsageligt producerer sit eget shit, og som samtidig ikke er bange for at
være langt ude på den gode måde. Uden nogen som helst sammenligning med de to i
øvrigt. Quelle kører sit eget løb, hvor han selv stiller forhindringer og
dogmer op. Han har artsy fartsy tendenser, bruger humor på en fed uplat måde,
og han gør noget virkelig få rapplader gør.Han overrasker og man keder sig aldrig i hans selskab. Jeg var vild med
både video og track til den kun to minutter lange ”Superfuck”.
Vi har at gøre udelukkende med organiske Rudolf Steiner
samplebeats så støvede at de kan få en Ipod til at køre i samme rille, i hvert
fald næsten.Helt sikkert noget shit man
kan få sin rygeesdragonblazer på til, hvor der både er knowledge og grotesk
humor til at holde en kørende i lang tid.
Og årets feel good nummer må være ”Look at shorty”. Alt for fedt.
7- Julian Cope – Revolutionary suicide
Den ret bombastiske og måske lidt søgte titel lyder som
noget hvor der bliver sat et løfte man har svært ved at holde. Det er
imidlertid langtfra tilfældet her, og en veludviklet musikalsk kreativitet
parret med intellektuelt overskud gør at den gamle Teardrop Explodes frontmand
leverer en overraskende friskt lydende plade. Der omhandler det gamle 70er
koncept revolution og formår at bringe mange forskellige vinkler på det.
Jeg er vild med den måde trommerne lyder som noget fra en
indspildning i 70erne på. Her er inspiration af alt muligt hypnotisk men mest
af alt ser Julian Cope sig selv i rollen som shamanen, der skal bringe lytteren
i trance.
Med fantastiske titler som titelnummeret ”Russian revolution
blues”, ”They were on hard drugs” og ”The armenian genocide” ved man at den er
et lyt værd, og det viser sig den er meget mere end det. Yep der er dømt
greatness. Jeg venter lige 20 år og så skal jeg satme sample ”Russian
revolution blues”. (OK så er der en åbning til at I kan bite mig igen, i
fucking fantasiløse producere. I ved hvem I er)
8. Pusha T – My name is my name
Jeg har aldrig forladt mainstream rap. Det har forladt mig
og ikke bare det, har ladt mig i stikken. Jeg har aldrig stemt ja til
sammensmeltningen af rap og r&b. Rap jeg var vild indeholdt helikopterlyde,
pistolskud og sirener. Jeg har aldrig stemt ja til at lade alle de her
fruitcakes komme ind i huset.
Hvad fører mig til at jeg rent faktisk for en gangs skyld
har et mainstream rap album med på listen. Man kan ikke ignorere Pusha T´s for
sindsyge rapteknik. Jeg har set Clipse en gang (og var med til at varme op med
4Fod) og så Kanye i Tivoli, da jeg arbejdede der og vi listede os ud efter
service. Der fik man demonstreret hvor fremragende en rapper Pusha er, han tog
hele Kanyes stort opsatte show ud med et vers. Selvfølgelig opdagede hans moron
fans det aldrig, eftersom Kanye fans generelt er dumme som snot.
Egentlig er der nogle virkelig skodtracks herpå, men så
overbevisende rap og nogle helt fantastiske tracks gør bare vi kan ikke
ignorere den her plade. Den geniale minimalistiske ”Number on the boards” er
fantastisk skruet sammen, og ligeledes ”Nosetalgia” featuring Kendrick Lamar er
gudemusik. Med så fantastiske tracks kan man godt se igennem fingre med lidt
autotune og sentimentalt følelsesporno klaverspil a la Kanye.
Pladen som Jay-Z gerne ville have lavet, hvis han kunne
mobilisere eller i det mindste bare simulere den mindste smule sult efter noget
som helst.
9. Ponyblod – Ponyblod
En god tendens med at OG producere som Noize og Tue Track hooker op med halvveteranrappere og laver hele plader. Mere mere mere.
Det var et stort år for det gamle Helt Sikkert. Machacha, Supardejen
og LarsEfx albums, og ikke mindst Ponyblod. Jeg har skrevet en masse om den som
kan tjekkes her (link). Et at årets bedste albums og for det ikke skal være
løgn så remixede Tue Track sgu lige hele albummet, og det var også fedt, og
åbnede mig op for endnu flere af Allans komplekse linjer. Jeg ved godt det er
en uskreven regel at en dansk rapper ikke må give den op for en anden dansk
rapper (eller er det kun en bitchass dansk rapper der nægter det?), så undskyld
mig mens jeg siger salute!
10. Den Sorte Skole lektion 3
Årets mest ambitiøse danske plade var tredje version af Den
Sorte Skoles lektion-føljeton. Som alle andre kender jeg kun Den Sorte Skole
fra deres gode mashups, men når alt kommer til alt ikke andet end mashups,
denne Djsenes version af at rappe over populære instrumentaler. Jeg har ikke
hørt deres to første plader, og jeg gider heller ikke. Dertil er der for meget
P3
jeg-er-hip-hop-men-alligevel-ikke-konfronterende-så-alle-elsker-mig-a-la-malk-de-koijn-du-ved-uden-nogen-god-grund.
Her på den tredje plade væltede de mig fuldstændig omkuld af
overraskelse for her var sgu pludselig trådt i karakter, og var ikke bare
interesseret i at få fadølsstive gennemsnitsdanskere med høje tanker om sig
selv til at feste. Det her er et kæmpe puslespil af obskure samples, de har
vævet sammen til en stemningsfuld audio patchwork, der åbner op for nye
dimensioner hver gang man hører den. En på alle måder nyskabende og grænsenedbrydende
plade. Denne plade er en inspiration til alle sampleartister derude, og noget
man Jeg læste i et interview at halvdelen var gået ved deres første koncert.
Tillykke til Den Sorte Skole, missionen er fuldført.
11. Earl Sweatshirt – Doris
Hvis Odd Future hypen var gået som den slags oftest går,
ville den være stendød nu. De formår alligevel at holde den kørende, og selvom
jeg ikke nødvendigvis er den store fan, så man respektere at de aldrig kører
efter den nemme hitløsning. Kan selvfølgelig være de overhovedet ikke ved
hvordan man laver sådan et, de er jo nogle unge dudes.
For mig var årets store overraskelse i den positive afdeling
at Earl Sweatshirt droppede chokeffekt taktikken, og smed sit fede debutalbum
”Doris” ud, og begyndte at rappe om sit eget liv med en livserfaring klart
foran sine kun 18-19 somre eller hvad vi har. Fuck alle jer der ha sammenlignet
ham med Nas. Det er jo decideret grinagtigt, men han er dope og har dope
tekster, og så er der bonuspoint for en (om end lidt misbrugt) RZA feature,
lige så meget som at en feature fra den altid wackass Mac Miller trækker ned.
Masser af gode tracks og førstesinglen ”Chum” smager decideret af greatness.
At Soundvenue har skrevet om pladen beviser bare den gamle
om, at selv et ur der står stille passer to gange i døgnet.
BOBLERE
DJ Muggs – Bass in your face
Hannibal Stax & Marco Polo – Seize the day
Boldy James & Alchemist – My 1st chemistry set
Run the Jewels – Run the Jewels
Midaz the Beast – Another universe
Durag Dynasty
Ghostface Killah – 12 reasons to die
Marco Polo – P 2 – THE DIRECTORS CUT
Nick Cave - Push the sky away
Årets sjolleralbums AKA det Eddie Skolsk sjolske niveau
Godfathers (Necro & Kool G Rap) – Once upon a
crime
Jeg var ikke imponeret over de første numre jeg hørte fra
den her, og blev slemt skuffet da jeg så endelig hørte den.
Jeg havde en slem anelse, da jeg så det mafiosolignende
tema. Den blev som jeg ser det godt og grundigt lukket med The Firm fiaskoen.
Jeg havde set frem til en masse Kool G Rap vers og ganske vist får man da også
det, og han er som altid fed, men jeg kan næsten ikke bære at skulle igennem et
helt Necro vers og et omkvæd inden. Af en eller anden grund så ligger Necro
først på stort set alle numre, og det er pisse irriterende. Beatsene er halv
søvndyssende boom bap, der ikke gør noget for nogen af dem. Og jeg plejede
endda at være Necro fan, men det her er for meget lærer og student, når G Rap
han outshiner dude på albummets alle 287 monotome tracks.
Eminem – The MM LP 2
Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at bruge tid på
Eminem, men det er jo nok i et håb om at han tager ved lære ved hjælp af mine
bevingede ord, og så ville jeg jo have vundet retten til at blære mig. Måske
har han ikke computer, måske han ikke ved hvordan man skal bruge Google
Translate. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at hjælpe ham
og hans fans på så mange måder. Nogen gange føler jeg det helt som om jeg ikke
bliver værdsat. Jeg er et godt menneske der har meget at tilbyde verden.
Hvorfor vil han ikke tage imod en hjælpende hånd fra et menneske til et andet?
Hvorfor forstår hans mange fans ikke omfanger af hvad jeg er istand til at
gøre. Hvad har den her plade egentlig overhovedet at gøre med etteren?
Så mange spørgsmål jeg ikke er i stand til at svare. Er der
ikke nogen der vil gøre Eminem en tjeneste og få ham hooked på piller igen? Det
fungerede bare så meget bedre for ham, Rick Rubin eller ej.
Steen Jørgensen – Standards for living
Steen Jørgensen er/ var forsanger i Danmarks bedste band
nogensinde. FAKTUM. For den yngre generation er han nok mest kendt som ham den
enarmede stodder fra det der TV-show, som ikke var X-faktor. Nu cirka 200 år
inde i hans karriere laver han så hans første soloplade. Og det er en plade med
coverversioner.
GAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAB
allerede inden man har hørt et ord. Her har vi den ene sutter røv for hårdt
coverversion efter den anden. Han cover kraftedme ”Lay lady lay” det gamle Bob
Dylan nummer, og det er ikke kønt at høre på. Udvalget af sange er simpelthen
så fantasiløst fundet på, at han taber allerede inden han er begyndt. ”Riders
of the storm” gaaaaaab igen og igen. Det er tåkrummende pinligt at høre en
gammel helt blamere sig på denne måde. Det her album får jo TV-præstationen til
at virke som et mesterstykke i integritet.
