mandag den 25. november 2013

LarsEfx gen(op)finder minialbummet og mundknepper industrien

Jeg hader positiv rap. Det er ikke som sådan at jeg hader positive mennesker, medmindre de er decideret dumfriske. Jeg anerkender at positiv energi kan være godt i mange situationer på livets svære landevej, men jeg har bestemt aldrig været den store tilhænger af positiv rap, og har altid foretrukket Tim Dog fremfor Mos Def.

Årets positive positive overraskelse (oohweee!!!) må siges at være LarsEfx. Jeg er helt overbevist om han er et positivt menneske (skal siges jeg dog har taget fejl før. Min gode ven DJ stjal engang en masse ting fra mig da jeg var 15 år. Til hans forsvar bør dog nævnes han var gået hen og blevet narkoman) at dømme ud fra hans netop udkomne skive. Han fortsætter de gode takter som det gamle Helt Sikkert crew har disket op med i år gennem skiver med Ponyblod, Supardejen, Machacha og nu altså liggetylarsefx.

Lars har netop droppet sit minialbum "Manden, mikrofonen, maskinen og musikken" (jeg blev nødt til at google en motherfucker for at få den rigtigt, og har helt sikkert glemt det igen om 1 minut).


YEP YEP du hørte rigtigt det er sgu et fucking mini-album. Hvilken vidunderlig idé at finde det format frem igen. Specielt nu hvor alle de her såkaldte nye jammerlige rappere har ødelagt EPen ved at mundkneppe dens ry så godt og grundigt med det ene elendige lortenummer efter det andet. Ingen nævnt, ingen glemt, alle lort.

Ephex One har skræddereret beatsene og han formår at ramme en fin balance mellem new og old school, og det er en befrielse at høre at der er masser af scratch, samples, lydbidder, ja i det hele taget en næsten kollageagtig fornemmelse over projektet. Han er ikke bange for at bruge kendte samples, men der bliver lige akkurat gjort så meget at det bliver genkendelsens glæde og ikke genudsendelsens irritation (kunne have været rigtig fedt, hvis jeg havde fundet et synonym for irritation der startede med G)


LarsEfxs claim to fame er som medlem af den respekterede øvre undergrundsgruppe OR, som han også får samlet til et track på pladen. LarsEfxs emner er socialrealisme, hip hop, blær og det muligvis mest specielle koncept i danskrap historie (fuckit i raphistorie punktum) på "Big baller", hvor han fortæller den spændende historie om dengang hans nosser fik gigantstørrelse. Jeg skal ikke spolere det sindrige plot her for de folk der endnu ikke har hørt.

Uanset hvilket emne han kaster sig over, synes jeg det står klart, at LarsEfx er typen der lige elsker at spytte noget shit, og det gør han til den store guldmedalje. Han har det der højenergi, oppeatkøre, nægterattrækkevejret flow. Fuck det, RBC kan sige det bedre "rapper røven ud af bukserne på alle andre/ der bare går rundt i deres egne tanker". At der oveni hatten er lydbidder/ referencer/ citater fra Biggie, Do the right thing, A Tribe Called Quest, MC Einar, Johnson, Anita Pebbles giver bare pluspoints oveni.


Og som næstformand for "Foreningen til Bevarelse af Udtrykket Sjoller", i daglig tale FBUS, er jeg glad for at kunne fortælle at sjoller bliver sagt adskillige gange, også den spændende og elskede variation over udtrykket sjollerMC. Det er helt sikkert den plade der er udkommet de sidste 5 (tør nærmest sige 10) der bruger udtrykket mest, og det er jo i sig selv storartet.

Og så har jeg ikke engang nævnt at pladen er udkommet på superdope hvid vinyl. Se selv nice billede nedenunder. Så er der kun det allermest åbenlyse spørgsmål tilbage. Har LarsEfx nogensinde rimet sit eget navn på "snart eject" (ligesom i at han trykker snart eject på den konkurrende MCs kassettebåndoptager). Ellers er det da vist på tide.



søndag den 17. november 2013

Ny video tilintetgør "Lejligheden til venstre"



Vores sidste og ottende video fra "Lejligheden til venstre" pladen er blevet til outronummeret "Snakker til mig". 

Jeg kan ikk fatte vi har lavet hele 8 videoer til den her afsindige plade, men det her føles som en rigtig god måde at lukke bogen på med et nummer der er sådan lidt efterfestagtigt.
Jeg har igen selv stået for videoen. Den er filmet i blandt den originale lejligheden til venstre. Den er lavet som en part II til "Ingen melodi" videoen, og det tror jeg er tydeligt for dem som har tjekket op for den.

Wryck har produceret. Husk at se den helt til ende, hvor jeg har flippet på en lidt Troldmanden fra OZ-agtigt måde low budget stylee selvfølgelig.

FRI ALBUM DOWNLOAD http://lejlighedentv.dk/


Se min allerførste video "Ingen melodi", så derfor syntes jeg det var cool at lukke bogen i samme stil som jeg startede.

fredag den 15. november 2013

Valbjørn support til Fabeldyret EP release 16. november


På lørdag svinger jeg ind forbi Fabeldyrets releasefest og spiller en håndfuld tracks fra "Lejligheden til venstre"(DOWNLOAD GRATIS HER) og desuden har jeg en småpsykotisk surpriserapper med.

Det går ned på Operaen, og dørene bliver åbnet klokken 9, tror jeg nok, og Fabeldyret har forberedt et stort show hvor min dude Ogu er på trommer, og der er adskillige andre såkaldte rigtige instrumenter med også, og cirkusartister indeover. Kom glad!!!!

tirsdag den 5. november 2013

Meller er en blæksprutte


HØR DEN NYE MELLER PLADE HER

Så er Ringsteds finest, Meller tilbage som om han aldrig har været væk med et nyt album med 10 spritnye tracks. I dag har været en god dag for musikken med både Roc Marci mixtape, Danni Toma og remixversion af Ponyblod, men lige nu pumpes der Meller for fuld skrue. Der skal ikke være tvivl om jeg er glad for at høre Meller tilbage i hardcore stil.

Supardejen har produceret størstedelen af pladen, og resten er laced af 3PD fra Mad Comix fame. Herudover er der feature af gode gamle Tyde T, som jeg altid bliver i pissegodt humør af at høre på, så mere magt til ham.

Som Meller selv skriver er old school det nye new school, og det kan der vel være noget om eftersom alle de her nye rappere allesammen har så pissetravlt med at bite 90er rap. Men på den anden side kan jeg ikke komme i tanke om en eneste rapper, der ikke som minimum er inspireret af 90erne, der ikke er til at lukke op og skide i.

Jeg er i skrivende stund ved at høre den for første gang og umiddelbart er to af de numre jeg synes virker vildest titelnummeret "Blæksprutte" og "Enten eller" feat. Supardejen. Men hey døm selv. Det her bitchass blogspot er en helvedes gang lort, så jeg kan desværre ikke spille den herfra (tror dog snart jeg ændrer til en anden webadresse, så jeg slipper for deres lort). Men pump endelig løs af ny Meller på ovenstående link.

Jeg tror iøvrigt snart jeg skal sample en af mine alltime yndlings Meller linjer "Skriv en digtsamling eller noget FUCKER" hahahhaha

onsdag den 23. oktober 2013

Rune T. Kidde nekrolog


Jeg stod på Østerbro bibliotek, og glædede mig over de havde sat en masse Rune T. Kidde bøger op. Der stod to datoer den ene var 27. september 1957, den anden var 20. oktober 2013. Jeg stod og undrede mig lidt hvad fanden den anden dato betød, men kunne jo regne ud at den første måtte være hans fødselsdato, og efter en håndfuld kom jeg til den uundgåelige konklusion, at han måtte være død. Jeg blev dog nødt til at spørge en mand der stod og glanede på samme opsætning, bare ligesom for at få bekræftet hvad der i virkeligheden var åbenlyst. Det virker helt uforståeligt han er dø eftersom der overhovedet ikke har været nogen udfasning. Han var højaktuel og produktiv til det sidste, hvad hvis man tænker over det, vel virkelig er måden at gå ud på.

Jeg blev selv første gang introduceret til hans arbejde gennem hans afsindige tegneserier, og har fulgt hans karriere siden. Han havde en evne til at kunne vende vrangen ud på virkeligheden, og helt åbenlyst en skabertrang der hang sammen med livet selv. Jeg har selv refereret til ham utallige gange i tekster, for hvor cool er det lige at kunne lave og udgive tegneserier og bøger, som man aldrig selv har set. Jeg kan ikke umiddelbart se hvordan man kan toppe det. Rune var et forbillede for alle mennesker med en kreativ gnist i sig.


Jeg kan huske da jeg hørte, han skulle samarbejde med MC Einar, at jeg tænkte det giver helt ufattelig meget mening. Jeg har aldrig selv haft fornøjelsen af at møde manden, men dem der har siger entydigt han var cool af helvede til.

Manden er død men hans univers eksisterer heldigvis stadig. Han havde en tro på verden ville være et bedre sted, hvis alle gik kreativt amok. Han havde fat i den lange ende.

tirsdag den 8. oktober 2013

4 nuancer af Onkel Brun

Den 24. juni i år udkom Bruns anden plade "Forløsende pestilens". Har været min mening at ville skrive om den et stykke tid, men jeg er jo ikke ligefrem kendt for at være hurtig på aftrækkeren. Rent faktisk er det her nok den mest uaktuelle blog på hele det der internet. Det skal imidlertid ikke forhindre mig i at anbefale Bruns nye album, forsinket eller ej. 

"Forløsende pestilens" er en ret irriterende titel for mig. Det minder mig lidt for meget om udløsning og filipens. Ikke to ord man vil have med i sin albumtitel, men lad nu det ligge. En af de ting som er fedt ved pladen er den meget originale emnebehandling. Her er et velment forsøg på at være ærlig på en hip hop plade, og det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Her bliver snakket om alt fra hans egen adoption fra Ecuador, hans anstrengte forhold til hans danske familie, og kønsroller ("jeg gider ikke alt deres van damme agtige pis"). Med andre ord great stuff.

Her er video til tracket  Gamle ven feat. Illusionisten


Det musikalske akkompagnement er behageligt organisk og akustisklydende med lejlighedsvis det, som min far refererer til som "rigtige instrumenter". Her er ingen skræmmende, voldsomme og bombastiske lyde, der skiller vandene, og de underspillede beats fungerer godt til de reflekterende tekster.

Jeg har ikke rigtig kunnet finde ud af hvem der har produceret (ok, så meget har jeg heller ikke prøvet, men en googlesøgning afslørede det ikke, men mon ikke der er nogen der vil assistere mig), men ihvertfald har de gjort det glimrende. Min personlige favorit er "Jernvinger" featuring Simon Sonne. 





søndag den 6. oktober 2013