Modgift "Dine beats part II" ny video inden "Lejligheden til venstre" dropper 09/04/13

Så kommer endelig den dag jeg har set frem til længe, hvor "Lejligheden" dropper den 9. april 2013 cirka 9 år efter min første rigtige plade (onde tunger vil måske påstå at den var knap det) Blodsbrødre Skab dig EPen. Så kan jeg endelig brøste mig med at have et rigtigt soloalbum på CVet.

Her er en lille promovideo, hvor jeg ripper 8 danske beats. Rent faktisk er den helt tilbage fra 2010, men lad være med at sig det til nogen, da jeg lader som om jeg lavede den igår.

Den slags jackin 4 beats aktivitet har jeg jo rodet mig ud i før, og det her er en art del 2 af "Dine beats" fra 2007 (ligger på youtube hvis du digger), som rent faktisk var min første video overhovedet, lavet af Michael videodude.

I "Modgift" har Valby Kubrick i vanlig artsy fartsy stil foldet sig ud under kraftig påvirkning af sig selv, og så har jeg klippet nogle gamle dope filmklip ind fra klassisk shit som "Den andalusiske hund" og Th Dreyers "Vampyr".

LEJLIGHEDEN TIL VENSTRE RELEASEDATE OG TRACKLIST

UDKOMMER 09.04.2013

GODDAMNIT. CDerne har jeg lige fået idag, og jeg fucking glæder mig så vanvittigt til at droppe den plade. Monsterprops til Flemming for det dope ass cover. Han er en sand artist og gav liv til mine løse idéer.

De første demoer lavede jeg med Wryck  i 2009 august, og nu er vi i 2013. Det virker helt surrealistisk når man tænker på det nu, men at lave musikken var nemt, men så har der ellers været en helvedes masse curveballs af anden støbning, der har gjort at den først dropper nu.

Det har været en gigantisk personlig sejr for mig overhovedet at den udkommer, for den har kostet mere end blod, sved og tårer, men det har været det hele værd.

Tror jeg nok ihvertfald? Fuck det, her er tracklisten.

1. Dødvægt (prod. af Wryck)
2. Vindueskigger (prod. af Evoplex, co-prod. af Wryck)
3. Ingen melodi (prod. af Wryck)
4. Brudt feat. Katrine Schønnemann (prod. af Wryck)
5. Wrycks fix (prod. af Wryck)
6. Anden til venstre feat. 4Fod (prod. af Wryck)
7. Loyalitet (prod. af Adam Sampler)
8. Sort musik feat. Pede B og Seest (prod. af Adam Sampler, co-prod. af Wryck)
9. Gråhåret spåkone (prod. af Wryck)
10. Svinets hjerte (prod. af Wryck)
11. Tredje til venstre feat. Marco (prod. af Adam Sampler)
12. Tilbage feat. Milla (prod. af Wryck)
13. Krystalnatten feat. Morten Luco (prod. af Wryck)
14. Snakker til mig (prod. af Wryck)
15. Adrenalin maraton feat. Mortito, DeubleE og Pat B (prod. af Wryck)

Jørgen med som feat til Machacha og kasperbroue shows

Den sidste uge har jeg været ude et par gange og reppe sammen med et par gode venner som gæst ved deres shows. Først var den 16. februar på Stengade 30, hvor jeg rappede mit minivers til Machacha gigantposecut "Gaffatape". Machachas show fungerede som en art releasefest samtidig for hans spritnye plade "Liv", som man skal huske at tjekke op for.

 Det blev lidt som ventet ret kaotisk, da det rent logistisk er fuldstændig umuligt at holde styr på så mange rappere. Men selvfølgelig pumpede lortet og der blev bustet bars i stor stil. En fed aften, og fedt som reminder at der rent faktisk er en del rappere der er cool og ikke bare idioter, som man godt kan komme til at tro hvis man følger Facebook eller andre sociale medier på en regulær basis (I ved hvem I er i små svin).

Sidste torsdag stod den på kasperbroue show på Underhuset under navnet "Detdetnye" og de var nået til nummer 6 i rækken. Det var første gang Kasper var ude at spille med numre fra hans EP "Ener", som han spillede opdelt i to sæt. I mellem spillede nykåret Rapslambattle champ Eco nogle numre.

I kasperbroues andet sæt medvirkede jeg, da vi spillede mit track "Sort musik part II", og vi havde et fuldt lineup med både Aeon og Patrick Chan på også. Efter det gik der monstercypher i den, hvor desuden DeubleE, Vigsø, MC Dave, Eco, PTA og en fyr der vistnok hed Daniel noget joinede ind, og der blev fyret godt op.

Der var ikke helvedes mange mennesker men hvad fuck gør det når det bare er de rigtige der er der.

Valbjørn og Aeon vs. MC Dave og Sjurdur

Her er videoen langt om længe fra den battle vi havde mod de to kække ungersvende MC Dave og Sjurdur. Se hvad jeg havde at sige om den i mit tidligere indlæg om battlen. Irriterer mig jeg ikke vidste Dave var jøde og at han hedder Halifa til efternavn. Det skriger jo på at rimes på cannabis sativa.

Oh well, jeg husker det ikke sådan selv da vores modstandere red på en bølge af publikumsopbakning, men vi vandt 3. runde som jeg ser det nu. Too little to late som man siger, og når vi endelig skulle tabe var det til de mest sympatiske dudes man nogensinde kan rende ind i. Dave kalder endda mit nummer "Sort musik" for vanvittig godt i en konkurrence mod mig forchristsakes. Hvor flink kan man være.

Ved godt den her battle var det præcis modsatte men da jeg søgte på youtube dukkede den her op Sandheden feat. David Dieu "Gigantisk triumf" fra vores 2010 album "Grovboksen", og det var sgu et glædeligt genhør, så den får I lige med i hatten.

Valbjørns årets bedste og værste plader 2012

Det var et fucking godt år for hip hop, og New York vandt i stor stil. Ikke nødvendigvis i eksponering, men den hårde stil var der flere værdige repræsentanter for, og rent faktisk synes jeg det evigheder siden, der kom så mange rapplader ud jeg kunne lide. Jeg kan jo nævne en 15 stykker eller noget som der holder. Men som de, without further ado, her er min liste over 2012s bedste albums.

Se også tidligere

Valbjørns årets bedste og værste plader 2011
Valbjørns årets bedste og værste plader 2010

1. Ka – Grief pedigree

Jeg hørte tracket ”Cold facts” som jeg promoverede tungt sidste år til alle der gad høre efter. I en tid hvor jeg havde virkelig svært ved at gide at høre rap, vidste jeg med det samme at det her er det nye. Det shit giver mig stadig kuldegysninger.

Jeg fandt først ud af senere at jeg faktisk havde hørt ham på Roc M´s ”We do it” fra ”Marcberg” (nr.1 2010), og en GZA plade og at han tidligere havde været med i Natural Elements.

Hele pladen har han selv produceret eller skal vi bare sige loopet. De minimalistiske loops fra blandt andet Bo Hansson´s fremragende ”Sagan om ringen” soundtrack fungerer som perfekt baggrund for der er ingen tvivl om at det er lyrikken der er i forgrunden her. Det her er nogle af de bedste tekster nogenfuckingsinde. Man kan tage en hvilken som helst bid og den er en quotable.

Der er omkvæd på, men tit er de kun 4 bars og de løfter sig sjældent. De er der mere for at man lige får tid til at kapere det tunge lyriske skyts, som der bliver disket op med.  Det lyder muligvis ufattelig kedeligt, men atmosfæren og stemningen kan måle sig med alt rap, i hvert fald for mine ører.

Pladen er helt tydeligt bygget op som ”Illmatic”. Der er 10 numre, og kun en feature (Roc M again and again) på track 3.

Jeg coppede selvfølgelig vinylen selv fra manden, som i god hip hop stil havde et bonusnummer den fantastiske ”To our name”.

Det skal lige nævnes at manden har selv lavet videoer til alle numre. Det er fandme imponerende så man kan simpelthen se hele albummet i videoer på Youtube. Sov ikke. Og ja vi glæder os til hans collabo plade med Roc som Metal Clergy ”Piece be with you”.

The dream is live clean and good living/

As free as it seams but this shit is a hood prison /

So we solk that poison like Bivins/

Made noise and quitly gave sisters nice ribbons/

Fuck them cops and swats with night vision/

Give me three days we´ll celebrate like Christs risen/

Grew up with good spirited goons/

Now I only see em in tombs or in visiting rooms

Og så har jeg ikke engang nævnt den klassiske linje ”I own the night the heat is my receipt”. Udtrykket perler for svin har sjældent været så aktuelt.

2. Roc Marciano – Reloaded

Det er virkelig besynderligt at Roc pludselig er blevet internetpopulær. Han virker som en person det er umuligt at blive internetpopulær for. Han gider ikke noget pis. Han har masser af kendte rapvenner, men han tager kun de mest ukendte med på sine plader. Han bruger næsten konsekvent ikke trommer på hans beats. Han er så cool at han ikke hæver stemmen over 40 decibel når han rapper. Hans rapstil er mere monoton end at vente på bussen. Han havde ikke så meget som en eneste broke ass video til hans forrige plade. Jeg kunne blive ved.

Af uransagelige grunde har han pludselig fået en helt syg hype, og jeg mener han er hovedansvarlig for at NY ENDELIG ENDELIG er tilbage på toppen er nogle decideret usle år for hip hop mekka med for meget stilforvirring og wack ass tekster. Jeg forstår det ikke men er glad for det.

Roc er absolut ikke nogen eksperimenterende rapper. Han gør hvad han gør og så bliver han bare ved med at finpudse. Mobb Deep “The infamous” og Raekwon “Only built 4 cuban linx”. Hvis du ikke synes de plader er guddommelige kan du helt sikkert ikke lide det her. Roc er bare endnu mere cool og I skarp konkurrence med Ka er han den tørreste mand i hip hop. Unge MC Sandkage flow.

Beatsene er blevet endnu bedre siden “Marcberg” og samtidig også mere progressiv og bare bonesagtige, og det klæder ham.  Han har produceret det meste selv, men har denne gang også et par andre af hans peeps med, men det fede er at de tilpasser deres stil til ham og ikke omvendt. Tidligere I år blev der lækket et Roc track over et Just Blaze beat. Det var et fedt track men absolut slet ikke af så høj standard som der er at finde her, og det beviser at dudes skal producer deres eget shit (I hvertfald hvis de har evnerne)

Da jeg første gang hørte “Tek to a mak” vidste jeg at den her plade ville blive en klassiker, og jeg har ikke ændret mening siden. Jeg ser lidt Roc Marciano som en form for den danske Andy Op. Ikke at de har så meget tilfælles men Roc er også på noget næsten perfekt shit (google det hvis du ikke fanger sådan en). 

Kort sagt dræbermateriale fra start til slut, og “76” må vist regnes som årets nummer, siden vi regner Ka “Cold facts” for sidste år.

3. Scott Walker – Bish bosch

Jeg har i årevis tortureret mine venners øregange (hvis du spørger dem) med Scott Walker. Jeg har forårsaget at hashrygere med en i forvejen tvivlsom hudfarve er blevet endnu mere askegrå i ansigtet.

Jeg kan ikke sige det nok. Jeg syntes alt han har lavet siden Walker Brothers comebackpladen ”Nite flights” (bliver også brugt på det fabelagtige Drive soundtrack”) har været genialt, og den kom i mit eget fødselsår fucking 77 (ved godt man ikke må sige det højt. Hold alderen hemmelig hip hopper, Jay-Z er også stadig 22). Han har så også kun lavet en plade par årti, men fuck det det er stadig imponerende.

Jeg har svært ved at beskrive lyden af den her plade, men for det ortodokse øre er det manglende groove muligvis et problem. Der er temposkift og uforudsigelighed i store mængder, så det er ikke lige baggrundsmusik. Det er stort og bombastisk og mesterligt. Om den er lige så fantastisk som den forrige ”The drift” (som i øvrigt sammen med Suicides første er en af ”Lejligheden til venstre”´s største inspirationskilder) vil kun tiden vise, men at den er helt ekstraordinær er der ingen tvivl om.

Hans fremragende croonerstemme bliver kombineret med alt fra et pruttekor, til næsten ortodoks heavy metal, og atonale blæseinstrumenter. Say no more, det er genialt, og man skal heller ikke glemme hans altid fantastiske og temmelig morbide tekster, som er et studie værd i sig selv.

4. Alchemist – Russian roulette

Da jeg er gigantisk Alchemist fan havde jeg glædet mig som et lille barn til juleaften til den her. Ikke bare en Alchemist plade som hans to tidligere ”1st infantry” og ”Chemical warfare”, men en Al plade hvor han rent faktisk ikke rapper, men bare gør det som Al gør bedst.

Jeg syntes de første 5 gange jeg hørte den, at det var en skuffelse af dimensioner. Jeg forstod ikke hvad det her russiske shit skulle til for, og de morsomme titler alene (”Ivans workout plan”, ”Olegs flight” og den bedste ”Decisions over veal orloff”  Tynde skiver kalv med løg og champignon imellem gratineret med mornay sauce på toppen. Real chef talk!!!)

Det første jeg fandt en anelse obskurt var manglen af lilletrommer. Jeg har altid troet at lilletrommer var basen af hip hop. Jeg mener det troede jeg jeg vidste indtil Al (med kredit til Roc M og Ka) beviste at sådan er det slet ikke.

Da jeg for alvor kom ind i pladen fandt jeg ud af det er intet mindre end et lille mesterværk vi har på hænderne her. Som den gode Adam S sagde ”den her har han absolut ikke lavet for andre end sig selv”, og det er sandt, men det betyder ikke man ikke kan lytte med. Det kan man i og for sig sige om mange mesterværker deriblandt de sidste 3 Scott Walker plader.

Historien er at Al i Bolivia var inde i en russisk ejet pladeforretning, og at alle samplesene skulle komme derfra. Om det er sandt skal jeg ikke kunne sige, men ”Russian Roulette” er hip hop produktion taget til næsten avantgarde agtige dimensioner. Der er nok en realistisk chance for at folk der ikke ryger den Marianne Jelved ikke vil kunne relatere, men fuck det, os der gør synes det er bomben, at sidde og zone ud til.

Al har bevæget sig fra pissegod traditionel hip hop produktion til decideret psykopati med beatsene, og han virker til  at være på en hel røvfuld af mine top 10 liste. Shiiiit, han fik endda den talentløse Domo Genesis Odd Future crew member til at lyde anstændigt. Ingen tvivl om han holder no. 1 spottet som producer endnu et år. Check også hans ridikuløst gode 7” ”Yacht rock” hvis du sov på den. Den er lidt i samme stil.

5. Luv NY – Luv NY

Jeg kender hovedsageligt Ray West som produceren fra AG´s oversete 2010 album “Everythings berry”.

Den sygeligt underkendte Ray West var hovedmanden bag en af årets store positive overraskelser, den såkaldte supergruppe Luv NY. Roc Marci, Kool Keith, AG, OC og Kurious. GODDAMN, jeg kunne næsten ikke have plukket dem bedre selv!!!!

Man skal dog ikke tage fejl af at selvom den er markedsført som en supergruppe så er der I virkeligheden mere tale om et produceralbum, men musikken er så god at det er lige før det ikke gør noget.  Tracksene er ret korte generelt, og selvom der en tendens til man ikke rigtig har orket at lave ordentlig sangstruktur, så gør de fantastiske, atmosfæriske og hypnotiske beats kombineret med de fremragende rappere, der heldigvis alle er på deres absolute A game, at den her er et must, hvis man har det mindset love for NY rap, og det har man jo.

AG, der har haft et fantastisk år gør det også fremragende her, ikke mindst på den himmelråbende originale og fantastiske “Random”. Hvis der var nogle danske rappere (udover mig selv, og shoutout til Sivas) der kan levere stemming på den måde ville jeg spidse ører mere. AG kører efter less is more princippet og hans stemmleje er intet mindre end fremragende, og noget kun en virkelig erfaren MC kan præstere (nej, Danny Brown kan ikke).

Kool Keith lyder bedre end hans solokarrierepeak I slutningen af 90erne, og man kan kun håbe på han rocker flere Ray West beats I fremtiden. Jeg gider ikke engang kommentere Roc Marci, for hvis du ikke ved nu manden er et geni, kommer dit ur aldrig til at passe.

6. Swans – The seer

Jeg græmmer mig stadigvæk over jeg gik glip af sandsynligvis årets bedste koncert. Den stort anlagt Swans koncert i november.

Hvis man ikke kender til Swans kender man ikke til hardcore musik, og selvom de har været i fuld vigør i flere årtier er de blevet ved med at udvikle sig. Der er ingen grund til at gå i detaljer, for "The seer" er fantastisk fra start til slut.

7. Gangrene – Vodka & ayahuasca

Det umage par af Alan the chemist og Oh No teamede endnu en gang op for deres andet album, der var endnu bedre end det dope ”Gutter water”. De har også denne her gang opdelt produktionspligterne imellem sig, og de har tydeligvis prøvet at udkonkurrere hinanden.

Hovedsageligt psych og progrock samples, og det her er faktisk noget så sjældent som et velfungerende hip hop konceptalbum.  Konstante psykedeliske toner, skæve og hæse guitartoner, og referencer til rusmidler af alskens slags og uden konkurrence årets sygeste featureliste (måske årtiets) med Roc M, Kool G Rap og Prodigy, der alle gør det fremragende.

Al bliver bedre hver gang han rører mikrofonen, og Oh No er absolut på hans A game her, og han bliver bare federe jo mere man hører ham.

”Drink up” kunne måske være mit yndlingsbeat fra i år. Det kan man ikke høre uden at få lyst til at smadre noget shit.  Jeg kunne blive ved med den corny nævn nummer for nummer men det hverken gider jeg eller tillader min æstetiske sans.

Generelt hælder jeg nok til at det her er et af de bedst producerede albums i år. Bare beatwise er det et psykopatalbum, og bliver der så droppet nogen juveler har vi et fremragende album, som der på ingen skal soves på.

8. Sean Price - Mic tyson

At New York skulle ryge tilbage i førertrøjen for hip hop skete i år efter alle endelig havde opgivet at det nogensinde skulle ske. Det blev imidlertid ikke den kommercielle overtagelse som en Biggie i sin tid stod for. Det blev en stilistisk sejr for den øverste del af New yorks undergrund baseret på bedre og hårdere rim, og en herlig tendens til at skide på ortodoks sangstruktur og nogle gange bare vælge at fucking rime igennem og være ligeglad med et hook.

Sean Price har med "Mic tyson" lavet det noget nær perfekte battlerap album. En herlig kombination af hårdkogt og humoristisk, og endeløse rækker af svinske battlerim. Så snart jeg hørte første track, den Alchemist-producerede "Genesis of the omega" vidste jeg den her ville blive en af de gode. Det shit giver mig lyst til at smadre tænder, og jeg er endda kendt som en fredelig fætter.

Der er stort set ingenting at finde her af substans, og det forekommer mig ikke at der er meget personligt på denne her plade, men stilen og fantastiske numre som førnævnte og "BBQ sauce" med hook af fantastisk Pharaohe Monch og i virkeligheden en røvfuld mere gør det her til fucking underholdende hip hop.

9. Nas - Life is good

Som jeg har nævnt tidligere føler jeg ikke den her titel. "Life is good" er der ingen poetiske kvaliteter i. "Illmatic" og "It was written" er fede titler med masser af fortolkningsmateriale i. Derfor var jeg lidt skeptisk, komme her og sige alt muligt shit om at livet er godt. Det skal man passe på med på min side af tingene. Det er ikke noget for mig, men jeg blev positivt overrasket over den her.

Albummet starter som en sand fest. Det ene fede track efter det andet "Locomotive" er dræber, "A Queens story" er dræber, selv Rick Ross tracket er dræber, selvom Nas og unge herr Parole Officer har lige så elendig kemi som Clemens og Kato. Okay måske ikke helt så elendig, men ihvertfald sygt dårlig!!!

Vi skal helt hen til det Mary J. Blige featurede "Reach out", før der kommer et wack nummer, og jeg syntes jég kan erindre noget om at Mary lavede samme trick på "Stillmatic", selvom man måske også kunne holde Nas´s familie/ wackass homies Bravehearts ansvarlig for den. Konklusion må¨være ikke flere Mary J features.

Fuck det, Nas formår nogenlunde at holde sig til skillsmissetemaet, ihvertfald i forhold til at det er rap. Så er det alment accepteret at man ikke behøver holde sig helt så meget til konceptet selvom det er et konceptalbum. Har aldrig helt forstået det, men for opfølgende bevis se den nye Game plade "Jesus piece" (skal dog siges jeg elsker det overdrevent blasfemiske cover. Smukt!) Der er gode personlige numre ("Bye baby", "Stay"), der retfærdiggør temaet, og så er der totale skæverter som malplacerede "Summer on smash".

Nas beviser endnu engang at han kun konkurrerer mod sig selv, af den simple grund at han er Nas. Det er mange år siden jeg har gidet at høre Jay-Z, som er totalt irrelevant nu, men Nas er heldigvis still going strong.

10. Sleigh Bells – Reign of terror

Den her havde jeg glædet mig afsindigt til, og jeg blev alt andet end skuffet. At jeg er decideret fan blev solidified da jeg var til koncert på Loppen med bandet. En hurtig skunkjoint sammen med konen og så ind og hoppe rundt som en vanvittig.

”Reign of terror” fortsætter i samme rille fra mesterværket ”Treats”. Der er en anelse tilløb til lidt mere melodi, men heldigvis ikke for meget, for det synes os hardcore musikfans jo er noget overvurderet låååårt. Guitarspilleriet er i en særklasse og en særklasse inden for larmende musik. Samtidig er det hele så fremragende produceret, og hip hop producere burde få lektioner af gruppen i hvordan man får trommerne til at pounde, for de er ganske enkelt for sindsyge.

Det er vanskeligt at have så meget guitarstøj og så alligevel have alting så diamantskarpt defineret i lydbilledet. Jeg er ikke nogen sounddude, så præcis hvad de gør skal jeg ikke kunne redegøre for, men at de har fat i den lange ende kan selv mine tinitusramte ører høre.

Det her er festmusik til en fest jeg gerne vil med til. Uheldigvis bliver jeg oftest inviteret til fester (de cirka tre gange om året det sker) hvor de spiller wack shit som John Mayer og Drake. OK, det passer ikke jeg bliver faktisk aldrig inviteret til fest. Anyways har du chancen for at fange dem live så snyd ikke dig selv.

Boblere:

El-P - Cancer 4 cure

Kendrick Lamar - Good kid mad city

Alchemist & Action Bronson - Rare chandeliers

Santigold - Master of makebelieve

Alchemist - Covert coup instrumentals (fuck Currency edition)

Captain Murphy - Duality

Showbiz and AG – Mugshot music og Pre-Loaded

Årets skuffelser

Slaughterhouse – Welcome to our house

Er ikke klar over hvilken grund, men jeg havde en lille forhåbning om den her ikke ville blive en mursten af format. Måske fordi jeg engang syntes Eminem havde en god roster ovre på Shady. Inderst inde ved jeg jo godt bedre. Eminems hjerne fungerer ikke mere. Det var som om han på et tidspunkt tog en pille der fik hans hjerne til endegyldigt at sige fra.

Der er nogle gode rappere her, især Royce, men alle fire har det tilfælles at de mangler et filter. Fuckit det kunne bare være en god ven der siger til dem, nu er du wack. Slaughterhouse har aldrig og vil aldrig fungere som gruppe. Deres undergrundsplade var wack, den her er gudsjammerlig, og de beats der er her er så dårlige der burde uddeles slag for dem. Et eller andet sted i systemet er der nogen der burde få tæsk med en radiator og et godt gæt ville være Eminem.

Prodigy – HNIC 3 (albummet)

Efter sidste års i mine øjne fremragende Mobb Deep EP så det så lysende ud. Så kom det katastrofale mixtape, og derefter det en anelse mindre katastrofale album. Jo der var et par numre "Without rhyme or reason" og den sublime "Slept on", men det var for lidt, og så har jeg ikke engang nævnt den pinlige twitteraffære der involverede en formodentlig meget stiv Havoc. Et dårligt år for P..

GOOD music - Cruel summer

Det er nærmest kotyme at Kanye og Em får en spot i min lille hall of shame her. Jeg havde lidt forventninger til den her plade, hovedsageligt fordi det var blevet annonceret at en af mine yndlingsproducere Q-Tip var med. Det var han imidlertid ikke, og dette kønsløse clusterfuck at såkaldte stjerner er der hverken hoved eller hale i, og det kan en Ghostface feature langtfra redde.

Følg mig på twitter

Se alle 7 videoer fra "Lejligheden til venstre"

Den allerførste video lavet af Nic Spliffix fra Mixtapemusic. Røgskyer og noirstemning. Tracket får til pladen et gevaldigt løft i Adam Samplers sprøde mix.

Min første video (jeg ihvertfald lagde ud), og den er sgu stadig en banger. Trods det meget primitive udtryk og at jeg ikke helt havde styr på mit videoshit endnu fanger den her essensen af sangen meget godt. Shiiiit, jeg kan stadig selv finde på at se den her.

"Svinets hjerte" er filmet med greenscreen. Jeg havde til formålet indkøbt en pose svinehjerter, og jeg sætter virkelig pris på at folk fik bæmund over den her video. Jeg har planer om at lave en i samme stil senere, men naturligvis meget vildere, ikke mindst fordi jeg er blevet langt bedre.

"Vindueskigger" er filmet i "Makkerly", som er vores kolonihavehus. Dvs. noget af den er filmet for meget lang tid siden, da det er en old school pornofilm der er blandet ind i det. Min dude Evoplex har stået for beat, grafik og cover, og den er den første rigtige single fra "Lejligheden til venstre". Den er desuden på iTunes og Spotify. Tjektjek. Dubstep blandet med rap lidt i stil med den nye Muggs plade.

"Gråhåret spåkone" var der en god del der tjekkede op for, og jeg synes i al beskedenhed den er den fedeste video jeg har fået lavet måske bortset fra undertegnede. Den blev desuden spillet i Tue Tracks radioprogram på P6.

"Sort musik" er anden single og den her video er jeg også virkelig stolt af. Det er også den vi har lagt mest arbejde i. Den er inspireret af min maestro David Lynchs film "Lost highway". Også på iTunes og Spotify.

Version 2 af "Sort musik" der featurer Patrick B, Mortito, DeubleEe og Nixen, mere noget ambienttypehorrorshit.

Machacha feat. Nikolaj Grandjean - Torden fra en skyfri himmel

Jep det her er min fucking blog, der handler om at jeg skal overtage verdensherredømmet, men en gang imellem er der lige plads til noget andet eksempelvis den her nye single fra Machacha, som er endnu enforløber for hans kommende album. Sidste år droppede han monsterpossecuttet "Gaffatape" som stort set alle rappere og deres mor var med på inklusive Valby-Jørgensen.

Da jeg så den her tænkte jeg hvor ville det være fedt hvis rappere altid havde indhold i deres tekster. Der ville komme cirka en hundrededel af hvad der udkommer nu, og det der kom ville formentlig være meget federe at høre på