Jeg har lige fået mit eget eks af Ponyblod. Jeg ruller naturligvis med vinyl, og der er tilhørende sprødt artwork med. Desværre dog ingen instrumentaler, som man vel ellers lidt havde håbet på.
Alle de superlativkrydrede anmeldelser gjorde mig en anelse nervøs. En flok anmeldere der normalt har virkelig dårlig smag indenfor hip hop (Sound"fucking-5-stjerner-til-chief-keef"venue jeg ser jer!), men muligvis er gode indenfor noget jeg ikke kender til (og formentlig ikke har noget med musik at gøre) har skamrost den her plade. Da jeg hørte pladen første gang blev jeg lettet, for den lød en anelse kedelig. Eller det vil sige det er en plade der skal have lov at åbne sig, som en jomfru der nænsomt bliver defloreret, for nu at benytte lidt poetiske termer.
Khal Allan (som ikke hedder Allan) og Tue Track (der heller ikke hedder Tue) har udsendt hvad der kunne blive den sidste OVERGRUNDSUNDERGRUNDSPLADE i dansk hip hop historie. En plade der kommer fra en undergrundsmentalitet (der er så vidt jeg husker vist endda en af de klassiske "jeg er undergrund som en..." linjer på, som alle rappere i 90erne havde) men har overgrundsmix, dvs. det lyder af sprødhed og er ikke et dårligt og irriterende rodet hip hop mix, og heldigvis også overgrundsomtale. Jeg vil gå så langt som at sige det er en plade der ikke burde kunne eksistere og være en succes med det musikklima vi har i dag. En levende fucking selvmodsigelse, og tak hvem fanden du end tror på for det.
Det man lægger mærke til når man hører den er at her er to dudes der bare har prøvet at lave de bedst mulige tracks, og et album der heldigvis er befriende lettet for latterlige forsøg på forcerede hits. Der er ikke som sådan nogen rød tråd i det, men det lyder gennemgående så godt at man er lidt ligeglad.
Det er veldokumenteret at Tue Trizzack er en af de bedste og respektable hip hop producere med fod på dansk jord, og nu fedt at høre ham i konstellation med en anden rapper end hans sædvanlige Malk crew, hvor han får lov at vise en anden side af sig selv. Og han gør det pissegodt, og de umiddelbart simpelt skårne beats viser ved genlytninger ekstra lag. Så opdager man lige et Cypress Hill agtigt horn eller noget shit, man ikke havde lagt mærke til lå der før.
Khal Allan kaster rundt med gloser på må og få, og hans tilsyneladende temmelig THC-inficerede hjerne finder finurligheder og snørklede veje, og gør dem til en form for bizar logik. Det er sgu godt med en rapper, hvor man ikke kan dekode alting øjeblikkeligt hvad han siger, for så er der jo en grund til at spinne pladen en ekstra gang. Der er referencer til alt fra Waynes World til hans hjembys stolthed TV2, om man keder sig aldrig i hans selskab. Måske lidt som en indebrændt mavesur og dansktalende udgave af MF Doom (synes sgu ikke rigtig han lyder som Jokeren som nogen påstår, men hvis Jokeren og LOC er de eneste rappere man kender som journalist er det selvfølgelig en 50/50.
Normalt gider jeg ikke skrive om plader der er så omtalte som denne, men hey! jeg er som sagt pissebegejstret for at der er nogen der stadig udgiver noget af det der ægte hip hop, nu hvor det nærmest er blevet et skældsord.
Hvis alt dette ikke har overbevist dig om du skal høre efter så tror jeg nok der endda bliver samplet Konen (fra Kølig Kaj fame) på et nummer. Hvis man kunne få dagbøder for at holde det ægte ville Ponyblod få tildelt dem til den bitre ende i Ribers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar